Kyllingebryst med bagte kartofler og spidskålssalat med æble og valnødder
Ingredienser
- 1 pose nye udenlandske kartofler
- Resten af gulerødderne
- 1 pakke kyllingebryst
- ½ rød spidskål
- 1 æble
- 1 pose valnødder
- 3-4 blade ramsløg
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller vineddike)
De fine, nye kartofler er gravet op af verdens største sandkasse i Egypten. De bliver fragtet til Danmark med skib, så du kan nyde nye kartofler, mens vi venter på de danske, som først kan høstes fra omkring midten af juni.
Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og skyl frugt og grønt.
Halvér kartofler. Skræl eller skrub gulerødder, og skær dem i stykker a 2-3 cm med et snit skiftevis på skrå og lige over. Vend gulerødder og kartofler sammen med lidt olie i et rummeligt, ovnfast fad, og bag dem i 25-30 min. Krydr med lidt salt.
Krydr kødet med peber og lidt salt. Varm lidt olie op på en pande, og steg kødet ved middelhøj varme, ca. 3 min. på hver side. Dryp 2-3 spsk. vand forsigtigt på panden, og lad kyllingen simre under låg ved lav varme i 4-5 min., eller til det er gennemstegt.
Læg kødet på et skærebræt, og gem stegeskyen på panden. Lad kødet trække i ca. 3 min. under et rent viskestykke, og skær det i skiver lige inden spisetid.
Snit spidskål fint. Skær æble i tynde både. Kom kål og æble i en salatskål, og dryp med lidt olie og eddike. Krydr med salt og peber, og vend forsigtigt rundt. Smag evt. til med mere eddike, så salaten er frisk og syrlig.
Hak valnødder, og drys over salaten. Snit ramsløg.
Anret bagte kartofler og gulerødder på en tallerken, og top med ramsløg. Anret kyllingebryst ved siden af, og dryp med stegesky. Spis spidskålssalat til.