Aarstiderne.com - jordforbindelse

Landmanden i os alle 

 

Vi spænder bredt i Aarstiderne. Vi er købmænd og kokke, logistikere og IT-kyndige, kommunikatorer og meget andet. Men en ting har vi til fælles: Bevidstheden om, at vi alle har en landmandskasket på. Vi arbejder stort set alle på en af Aarstidernes tre gårde. Her er vi tæt på markerne, på salaterne og på humusen. Og det er ikke kikærtepuré, vi mener.


Et arbejde helt ude på landet

At kunne tage på arbejde ud af byen er bemærkelsesværdigt anderledes. Det ændrer os en lille smule hver dag. De fleste er vant til at gå på arbejde i et bymiljø. Enten i moderne kontorhuse, i nedslidte offentlige bygninger som f.eks. skoler eller i et produktionsmiljø. Vores miljø er voldsomt mangfoldigt, fyldt med natur og mennesker med et væld af forskelligartede kompetencer.

Menneskene på gårdene

Imponerende er det at se et toptjekket webteam på arbejde på Krogerup, samtidig med at 200 børn besøger deres skolehaver, og 10 friske medarbejdere fra Samtalerne griber telefonerne i den gamle forvalterbolig. Imens møder en mellemstor virksomhed op til dagskursus i den hvidkalkede længe. De skal først i marken og selv høste grøntsager for bagefter at lave mad og krydre det med en gang socialt samvær.

På Billeslund sætter dyrkningen af grøntsager rekord år efter år. Og i sommerhalvåret bliver man helt forpustet af synet af de lange rækker med kål, salater, løg, gulerødder og de sjove glaskål, der står som små marsmænd og strutter.

Og på Barritskov synger gartner Chris Russell stadig for urter og grøntsager, ligesom den gang det hele begyndte. Og inde i pakkeriet klarer Robert Robot de mange tunge løft, så pakkepigerne kan koncentrere sig om kasserne.


Tættere på naturen

Essensen af det hele er, at vi kommer tættere på naturen. Vi er med derude, og som virksomhed bliver det lettere at tage afsæt i den virkelighed, der omgiver os. Jord under neglene - eller i det mindste i hovedet - giver bevidstheden om, at vi er med råvarerne - og råvarerne er med os.

 


Log ind på din konto

Jeg har glemt mit password
Ny kunde? Opret dig her
Husk mig til næste gang