Velkommen til Aarstiderne
Snart står den første kasse foran din hoveddør. Her er lidt information, så du kan komme godt i gang.
Ideen
Ideen er enkel. Vi tager en kasse og fylder den med friske, økologiske grøntsager fra vores egne gårde, fra avlere i Danmark og resten af verden. Vi lægger et par spændende opskrifter ved og leverer kassen til din hoveddør.
Du bestemmer selv, om du vil have kassen hver uge, hver anden eller når det passer dig. På hjemmesiden kan du altid ændre din kasse, melde ferie eller supplere med fisk, brød, kolonial og meget mere.
Opskrifter
Hver uge modtager du opskrifter, som passer til de grøntsager, der er i din kasse. Opskrifterne står i nyhedsbrevet, som ligger i bunden af kassen. I nyhedsbrevet er der f.eks. information om nye produkter, leveringsændringer og nyt fra gårdene.
Hvis du ønsker flere opskrifter, så har vi samlet dem alle på www.aarstiderne.com/opskrifter.
Hjemmesiden
Du får tilsendt password og et kundenummer på en mail. Så kan du logge ind på vores hjemmeside, og her kan du styre dit abonnement og lave ekstra bestillinger. Du kan også finde opskrifter, nyttige links og læse mere om gårdene og økologi - og du kan besøge vores brugerforum, hvor du kan skrive ris/ ros og gode ideer direkte på siden.
Betaling
Der er to måder at betale på. Efter hver levering eller hver måned – vi kalder det ugebetaling og månedsbetaling.
Månedsbetaling med depositum
Her betaler du depositum på 500 kr., og efterfølgende får du din regning i slutningen af hver måned. Depositummet får du tilbage, når du ikke ønsker kasser fra Aarstiderne mere.
Du kan udfylde tilmelding til PBS, så sker dine månedlige betalinger helt automatisk.
Ugebetaling uden depositum
Her trækker vi pengene på dit Dankort fredagen efter, du har fået leveret. Du modtager en mail med en faktura, før vi trækker pengene, og du undgår at betale depositum. For at bliver ugebetaler skal du logge ind på vores hjemmeside og ændre din betalingsform under ”indstillinger.”
Kvalitet
Alle kasser bliver pakket dagen før, du modtager dem – alt er håndpakket og kvalitetstjekket, inden det kommer ud til dig. Skulle du alligevel være uheldig at modtage varer, som har lidt under transporten, eller som er dårlige – så skal du selvfølgelig ikke betale for dem. Skriv en mail til info@aarstiderne.com, og vi trækker det fra på din konto.
For at opbevare grøntsagerne bedst muligt har vi vedlagt en seddel, som du kan hænge op på køleskabet – her kan du se, hvordan du bedst behandler dine grøntsager.
Ændringer og tidsfrister
Skal du ændre din kasse, melde ferie eller lignende, skal du skrive en mail til os eller ringe 2 hverdage før - inden kl. 14. Laver du din ændring på hjemmesiden, skal du gøre det 2 hverdage før - inden kl. 23.59.
Hvis du for eksempel får leveret onsdag, skal du senest ændre på hjemmesiden mandag kl. 23.59 eller skrive en mail mandag kl. 14.
God fornøjelse med din nye kasse. Hvis du har spørgsmål, kan du altid ringe til Samtalerne - vores afdeling for kundeservice - på 70 26 00 66 eller sende os en e-mail på info@aarstiderne.com.
|