Avlere & råvarer
I Aarstiderne genskaber vi den tætte forbindelse mellem dyrkningen af jorden og glæden ved måltider, fulde af gode råvarer, sundhed, smagsoplevelser og nærvær.
Det prøver vi bl.a. at gøre gennem samarbejdet med avlerne/leverandørerne. Vi har en god dialog med avlerne ved besøg på deres gårde, fællesmøder hos Aarstiderne, gennem nyhedsbrevet mm. Vi diskuterer nye produkter, sorter, komposteringsmetoder, økologiske regelsæt og rigtig meget andet.
For at give kunderne større kendskab til dyrkningsforhold og udfordringer og avlerne feedback på deres produkter, vil vi gerne bringe avlere og kunder tættere på hinanden. Derfor kan du bla. her læse mere om de enkelte avlere.
Valg af leverandører
Når vi i Aarstiderne vælger vores leverandører er det vigtigt for os at der ligger sjæl bag hvad hver avler/leverandør foretager sig. Grundlæggende vil vi gerne sammen med vores leverandører fortælle historien om dyrkningen af kvalitetsfødevarer. En rød tråd for os er at købe så meget dansk som muligt, men kvaliteten skal være den bedste. Produkterne skal også meget gerne bidrage til at gøre viften af smagsoplevelser bredere end vi til daglig oplever.
Givtige samarbejder
Det gælder om at sikre et tæt samarbejde med vores leverandører. Dette gøres bla. ved at indkøbschefen bruger en stor del af sin tid ude i landet, hos avlerne/leverandører. Vi går f.eks. med ind i planlægningsarbejdet for den kommende sæson mht. mængder, sorter m.m. Og så forsøger vi at koble vores leverandører i givtige samarbejder. Således lægger vi og vores 5 salatavlere en samlet plan for dyrkningen af de salater der bliver behov for. Ved at samarbejde kan salatavlerne læne sig op ad hinanden mht. erfaringer, men også ved at hver avler kan levere sin salat når kvaliteten er bedst. De kan sammen dække Aarstidernes løbende behov for de forskellige sorter af salat på de mest optimale tidspunkter.
|