|
Dansk frugt en mangelvare
Også for frugt gælder den røde tråd at vi køber mest muligt dansk. Men Danmark er desværre et meget lille frugtproducerende land i dag. Det gælder både på konventionel frugt, men særligt på økologisk frugt. Derfor består vores arbejde her, i meget langsigtet at arbejde for at få flere danske frugtavlere til at omlægge til økologisk. Vi ønsker at være med til at skubbe avlerne - eller inspirere potentielle avlere, ved at kunne tilbyde en vis sikkerhed for afsætning gennem Aarstiderne.
I dag kan vi desværre kun få dækket nogle få procent af vores behov for frugtindkøb via danske avlere. Dette er når vi ser på det totale indkøb. Men procentsatsen svinger meget for de enkelte frugter. For eks. æbler er vi oppe på at indkøbe ca. 20% hos danske avlere.
At fragte eller lagre
Vi må altså hente en stor del af vores frugt hos økologiske frugtavelere i udlandet. Transporten kan være lang, men frugten er frisk og med stor sorts- og smagsvariation. Mange bryder sig ikke om at frugten fragtes fra den anden side af jordkloden, og det mener vi heller ikke er bæredygtigt, slet ikke hvis der er alternativer. Det skal dog nævnes, at beregninger peger på, at det rent energimæssigt er bedre at sejle frisk frugt fra eks. Sydamerika, end det er at lagre efterårets høst af europæisk frugt, for at kunne dække behovet året rundt.
Dette forandrer ikke Aarstidernes indsats for at arbejde for et større udbud af dansk økologisk frugt!
|