PENGE ØDELÆGGER ALT - MANGEL PÅ PENGE RESTEN…
Sådan lød titlen på et Café Victor-foredrag i København omkring 1980.
Faderskabet stod Hans Bendix for - ham med det forvoksede gule halstørklæde og det skarpe blik for ballet, skuespil og kvinder. Jeg var ikke selv tilstede - desværre - men selve titlen har fulgt mig trofast lige siden. Den rammer prik præcist ned i konflikten mellem pengenes forbandelse og nødvendighed. Det ville være forkert at kalde det et motto, men måske et bon mot.
Vi godkendte 2001-regnskabet med bestyrelsen. Vores omsætning med jer rundede knap 78 mio kr. Inkl. moms nåede vi tæt på, at I sendte 100 mio kr i vores retning - det er godt nok MANGE PENGE - og det vil vi gerne sige TAK for.
Der blev et lille overskud før afskrivninger - godt 300.000 kr. - men det samlede resultat blev et minus på 2,5 mio kr.
Bestyrelsen konkluderede, at det var acceptabelt i lyset af den stærke vækst, vi har oplevet.
I 2002 vil vi på den rigtige side af nulstregen. Ikke som et mål i sig selv - men som et middel til at opretholde og udvikle vor handlefrihed som virksomhed.
Det kan I hjælpe os med - ved at lægge mere af jeres indkøb hos os - og ved at fortælle flere I kender om os - og om hvad I og vi forstår ved jordforbindelse.
For Aarstiderne handler stadig i sin inderste konsekvens om at genskabe forbindelsen mellem dyrkningen af jorden og jeres køkkener. Det er en ganske særlig pagt - vi leverer mangfoldigheden - det, som I ikke finder andre steder - men så må I til gengæld levere jeres del af arbejdet som abonnenter. Husk på, at store dele af hvad I skal sætte til livs nu til efteråret, allerede er sået, plantet, avlet, klækket eller født.
Vi har som virksomhed fornuftigt med penge på kistebunden - godt 7 mio kr. i egenkapital ved årsskiftet. En smuk mellemting mellem ”ødelæggende mange” og ”mangel”. Men sammen med jer vil vi gerne vise verden, at vi kan avle lidt på dem i år…i handlefrihedens navn…
Thomas Harttung
th@aarstiderne.com
|