 |
|
 |
Krøniken 2006
Så kom der gang i udviklingen af økologien i Danmark. Også mere end vi havde troet. Meget mere, faktisk. Danmarks Statistik har netop offentliggjort økologiske detailhandelstal for 2006, der viser, at omsætningen er steget 18 % generelt i Danmark, fra 2,3 til 2,7 mia kr.
I Aarstiderne har der været endnu mere kul på. Faktisk er vores omsætning steget fra 145 mio kr til 200 mio kr, svarende til 32 %.
Vi er utrolig glade for den udfordring det har været at vokse med en tredjedel. Men det har ikke været uden problemer.
Vores helt store smertensbarn har været enkeltordrer og distribution. Dels begik vi nogle grundlæggende fejl i forbindelse med et samarbejdsprojekt, dels udviklede hele distributionsområdet i Danmark sig ind i en overophedning.
Begge dele burde vi have forudset. Måske med undtagelse af, at så godt som samtlige bladhuse i Danmark og Island ville til at distribuere gratisaviser lige i vores bedste sendetid. Så vi løb tør for små grønne biler, og måtte have hjælp udefra. Og det var dyrt. Det havde været bedre for alle, hvis man havde brugt gratisaviserne til at pakke fisk ind i.
Så vi kommer ud af året med et rundt nul i resultat. Ikke meget, når man starter med 200 mio i omsætning. Og vi er alt andet end stolte af resultatet - for nu at sige det pænt.
Til gengæld er der nu ryddet op - vi har taget de tærsk, der skulle tages, afviklet samarbejdsprojektet, tilpasset vores organisation, og fået styr på vores egen-distribution igen.
Så vi skulle være tilbage på sporet igen. Og de første 4 måneder af 2007 bekræfter os i den antagelse.
Fire begivenheder mere er væsentlige at nævne når vi ser tilbage på 2006:
- Vi er nu i fuld drift i Sverige - og leverer et støt stigende antal kasser over Sundet til vort broderfolk. Det har været en meget spændende proces at ”sætte os selv på landkortet” i Stockholm og Göteborg efter de indledende knæbøjninger i Malmø. Og jo, der har også været kulturelle og logistiske udfordringer undervejs.
- Vores egenproduktion af grøntsager på Billeslund i Sønderjylland var i topform i 2006 - og leverede både kvalitet, kvantitet og kroner i kassen. Vores selvforsyningsgrad på danske grøntsager blev på 38 % i forhold til sidste års 27 % - og vi forventer at øge selvforsyningsgraden også i 2007. Samlet set udgjorde de danske grøntsager 66 % af totalmængden i kasserne, en anelse under sidste års 67 %. Det tal vil vi også gerne øge i 2007.
- Vi byggede i 2006 nyt pakkeri i Barrit. Midt i endnu en overophedning, denne gang byggeriet. Vi indviede med 6 måneders forsinkelse i november - og der er skabt nogle markante forbedringer indenfor arbejdsmiljø, kølekæde, daglig arbejdstilrettelæggelse og ressourceforbrug.
- Vi købte i foråret 2006 de aktier tilbage, som siden 2001 har tilhørt The Triodos Venture Capital Fund fra Holland, en fokuseret, ”grøn” investerings- fond. Da vi lavede den oprindelige aftale med dem i 2001, indbyggede vi et ”vindue” efter 5 år, hvor de kunne træde ud til en aftalt pris. Den viste sig at kunne holde. Samarbejdet med Triodos i de 5 år har været fremragende, og vi er dem evigt taknemmelige for den risikovilje og vedholdenhed, de har udvist i perioden.
Så man kan vel samlet sige, at vi er flade, men glade. Tak for 2006.
Søren, Annette og Thomas
|
 |