Te
Teprodukterne fra DIVERSE raavarer er baseret på en urgammel tradition for at bruge naturens mange sunde og helsebringende planter. Det har gennem århundreder været sædvane at drikke styrkende urtete og -miksturer, når lemmerne værkede eller helbredet skrantede. Dyrkning af urter har imidlertid ligget stille i mange år i Danmark. På Barritskov har det været naturligt for os at genoptage tråden med brug af urter, både dyrkede og vildtvoksende, fordi vi har så god jord og alsidig natur omkring os.
Vi høster ingredienserne til DIVERSE raavarer te i vores egen urtehave, som ligger på Barritskov, og fra vildtvoksende planter i markerne og skovene omkring os. Skovene er udover at være økologiske også FSC-certificerede, hvilket er en garanti for, at høsten af de vilde planter sker uden at skade skovens naturlige økologiske balance.
|