Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Gigaløg (Exhibition)

- et rigtigt show off

Et ordentligt løg som kan imponere de fleste!

Exhibition er en relativt ny sort som er en videreforædling af den gamle sort Kelsae, der i midten af 1900-tallet var et rigtigt ”show off-løg”, fordi de satte verdensrekorder som det største af sin slags i verden. 

Løget her er et almindeligt kepaløg, men ligesom bøftomater er større end almindelige tomater, er løgene her større end almindelige spiseløg.

De dyrkes på grund af størrelse og vægt og udover at være dyrket til konkurrencer er den også god til storkøkkener, især fordi det ikke tager lang tid at skrælle.

I køkkenet

Exhibition-løg fungerer ligesom almindelige løg rigtig godt, hvis man mangler fylde i sine retter. Bagt bliver løget sødt og rundt i smagen. 

Løget her har ikke noget sensorisk eller gastronomisk ekstraordinært over sig. Det fungerer præcis som almindelige løg. Ikke desto mindre er det et sjovt løg at lege med i køkkenet, da man kan lave store løgringe og løg-bøffer – eller du kan more dig med at lave løgsuppe på ét løg.

Alle løg er mildest og sødest, når de er friskhakkede, og bliver stærkere og mere syrlige i smagen hvis de hakkes og står og trækker (som man kender det fra pølsevognen).

Opbevaring

Opbevar løg tørt og mørkt ved stuetemperatur eller lidt køligere, hvor de kan holde sig i flere uger, ja, nogle gange måneder.

Gigaløg (Exhibition)
-