Lynstegt grønt med chili, lime og sataysauce
Ingredienser
- 1 pose brune jasminris
- Halvdelen af gulerødderne
- 1 bundt wasabina
- 1 rødløg
- 1 rød chili
- 1 lime
- 1 dåse kokosmælk
- 2 poser jordnøddesmør
- 1 pose grønne bønner
Tjek at du selv har
- Olie (fx sesamolie)
- Salt
- Evt. soja
Wasabina er en fin, lysegrøn sennepssort med grøn stilk og tætte, krøllede blade, der smager (som navnet antyder) af wasabi.
Sæt vand over til ris, og skyl ris samt frugt og grønt.
Kom ris i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand, og kog dem i 20-22 min. Hæld overskydende vand fra.
Skær gulerødder i tynde skiver på skrå. Pluk wasabina fra stilken, og snit bladene groft. Skær rødløg i tynde både. Hak chili fint, og riv limeskal fint.
Kom kokosmælk og jordnøddesmør i en lille gryde sammen med 1-2 tsk. chili og evt. 1-2 spsk. soja. Varm op, og rør rundt, til kokosmælk og jordnøddesmør er en homogen masse. Smag til med limeskal.
Varm olie op på en pande, og steg gulerødder og bønner i 2-3 min.
Tilsæt wasabina og rødløg, og steg videre i 2-3 min. Halvér lime, og smag til med limesaft og salt eller soja.
Anret ris i en dyb tallerken, og top med stegt grønt. Drys med resten af chilien, og dryp med sataysauce.