Spisehus på Fasangården

Tilmeld dig her

fasangården

Vi byder i juli måned indenfor til Spisehus på Fasangården. Spisehuset er vores bud på en hyggelig og uhøjtidelig middag, hvor vi både dækker op og spiser i fællesskab. Vi spiser sammen ved langborde – udenfor i den smukke have, hvis vejret er til det – og serverer i fællesskab maden i fade på bordene. Drikkevarerne henter I selv i baren – vær opmærksom på, at vi ikke serverer alkohol.

Det er afgrøderne på vores avleres marker, der bestemmer, hvad vi spiser og menuen kan derfor ændre sig fra dag til dag. Til gengæld vil vi gerne fortælle mere om, hvordan måltidet er blevet til. Måltidet er konstrueret ud fra vores idé om, at 80 % af måltidet skal være plantebaseret og max 20 % animalsk – læs mere om 80/20 mad

I vores spisehus fortæller vi også gerne om Aarstidernes baggrund, om økologi, om biodiversitet og helt simple ting som, hvordan du bedst opbevarer dine grøntsager.  

Vi spiser onsdag til søndag i hele juli måned: kl. 13, kl. 17 og kl. 19. Arrangementet varer 1½ time, men kom gerne et kvarters tid inden – vi starter på slaget. 

Måltidet koster 150 kr. for voksne og 75 kr. for børn under 13. Køb billet via linket herunder – er der ledige pladser, kan de købes ved at møde op på dagen. 

TILMELD DIG HER

Er du vegetar eller veganer, må du gerne skrive det i feltet med allergener - så kan vi være forberedt på dagen.

For yderligere information, kontakt arrangement@aarstiderne.com.

Vi glæder os til at se jer!

Hvad er forskellen på Spisehus og Landkøkken?

Vi inviterer på et godt måltid mad i både vores Spisehus og til Landkøkkener. I Spisehuset byder vi på en uformel fællesmiddag ved langborde, og både vores kunder og andre interesserede kan købe billet til et måltid mad i Spisehuset. 

Landkøkkenerne afholder vi både på Fasangården, Barritskov og Krogerup Avlsgaard. Her forkæler vi vores kunder med et godt måltid mad og giver kunderne mulighed for at lære os bedre at kende (og omvendt!). Middagen til Landkøkkenerne er gratis for kunder hos Aarstiderne. Har vi ekstra plads ved bordene til Landkøkkerne, sætter vi billetter til salg, som alle har mulighed for at købe.

 
Idékassen