Historien

Der var engang et frø...

Frøet til Aarstiderne blev priklet i 1996, da Thomas Harttung grundlagde foreningen Barritskov Grøntsagshave. Thomas havde netop deltaget i en Verdensøkologikonference på Holmen i København. Blandt de mange foredrag var bl.a. Michael Ableman fra Californien, som fortalte om Fairview Gardens, Community Supported Agriculture i San Fernando Valley og Jan Deane fra England, der beskrev sin abonnementshave i Devon.

... der blev til en grøntsagskasse

Inspireret af konferencen, og med et ønske om at skabe en tættere forbindelse mellem bonde og kunde, tog Thomas initiativ til foreningen Barritskov Grøntsagshave. I starten var der 100 medlemmer. De hentede selv kasserne med friske økologiske grøntsager, som var dyrket i Barritskov Grøntsagshave. Sæsonen varede 10 uger.

En pagt mellem bonde og kunde

I sin spæde begyndelse var haven et eksperiment, og Den Grønne Fond støttede projektet med 66.000 kr. Den grundlæggende ide var, at bonden brugte sin energi på det, som han brændte for – nemlig at producere gode råvarer. Det kunne bonden gøre, fordi han gennem en pagt med kunden var sikker på at få afsat sine varer.

Urte-Kompagniet

Året efter i sommeren 1997 blev Thomas og Søren Ejlersen introduceret for hinanden via en fælles ven, Claus Neergaard. Søren blev inspireret og "fødte" Urte-Kompagniet - en vestsjællandsk søsterhave til Barritskov Grøntsagshave – dyrket af Søren. Til at hjælpe sig havde han to gartnere: Claus Hedensted og Heiner Aldinger. De havde fingrene i mulden, dyrkede grøntsagerne, pakkede dem og kørte kasserne ud til afhentningsstederne.

Jordforbindelsen udfordres

Al begyndelse er svær. Folk glemte deres kasser eller tog på ferie midt i grøntsagshøsten, når alt var modent og pakket. Kasserne blev bare ikke hentet - og det er der ikke megen jordforbindelse over. Thomas er bonde og Søren er kok. De havde ikke erfaring med denne form for virksomhed, og der var ingen i umiddelbar nærhed at skele til. De valgte at løse udfordringerne i fællesskab. Thomas og Søren forenede Barritskovs Grøntsagshave og Urte-Kompagniet.

Det første snabel-å

Den 1. januar 1999 var Aarstiderne en realitet. Thomas blev indsat som bestyrelsesformand, Søren som direktør med en enkel ansat. Sammen blev det Thomas og Sørens mission at genskabe den tætte forbindelse mellem dyrkningen af jorden og glæden ved måltider fulde af gode råvarer, sundhed, smagsoplevelser og nærvær. ”Vi er hvad vi spiser. Sådan ligger landet – og det bliver det ved med.”

Aarstiderne kommer til kunden

Det nye selskab skulle løse problemet med de uafhentede kasser. I januar 1999 begyndte Aarstiderne derfor at køre kasserne helt ud til kunderne. Det skete samtidig med, at kong vinter for alvor satte ind med snestorm og dårligt føre. Aarstidernes store lastbil kørte i grøften, og de små varevogne sad fast i snedriverne. Det så uoverskueligt ud, og udfordringerne voksede. Heldigvis blev alle dog stadigt bedre og bedre til at løse problemerne, inden de opstod - eller i det mindste som de opstod.

Aarstiderne går på World Wide Web

Ideerne spirede i Aarstiderne. Interessen for virksomheden voksede, og Aarstiderne var blandt pionererne på World Wide Web - i hvert fald i Danmark. Den første hjemmeside blev lavet af den svenske kok, Nick Brandt. Han udviklede hjemmesiden, mens han rørte i gryderne på et skisportssted i Colorado. En enkel løsning der næsten virkede, og pludselig gik det hurtigere end nogen havde turdet håbe på.

Fra en til tre gårde

Det er noget ganske særligt at drive en virksomhed, der i bogstaveligste forstand leverer varen hjemme på kundens dørtrin. Det er både en udfordring og en evig inspirationskilde. I dag har Aarstiderne fortsat hjemme på Barritskov, mens Krogerup Avlsgaard er kommet til siden. På Barritskov er den gamle kostald nu indrettet til kølehus og pakkeri, og i hovedbygningen på Krogerup sidder Samtalerne. Herfra skaber vores medarbejdere dagligt forbindelse mellem bonde og kunde.

Pagten er intakt

Vores første kunder i 1996 var med til at skaffe de næste, der igen fandt nye og så fremdeles. I dag har vi 45.000 kunder – i både Sverige og Danmark, og virksomheden er vokset til 120 medarbejdere. Vi har avlere i både Danmark og udlandet til at hjælpe os med at dyrke frugt og grøntsager, og vi har en særlig forkærlighed for de små producenter, der leverer den store kvalitet.

Alle sammen er de med til at genskabe en mangfoldighed af sæsonens friske råvarer og sikre, at det er en pagt, som både kunde og bonde har lyst til at bevare.

Kært barn mange navne

Aarstidernes navn er valgt med omhu. Da Thomas Harttung og Søren Ejlersen slog deres to grøntsagshaver sammen søgte de et navn med "jordforbindelse".Det nye navn skulle både afspejle dyrkning af jorden og tilberedning af råvarerne. "Sæsonerne", "Årstiderne" eller "De 4 årstider" lå lige for - men navnet skulle også have en unik form.

Aarstiderne.com opstod af ønsket om at forene det bagudskuende med det fremadrettede. Hvor det dobbelt aa symboliserer det gammeldags - det jordnære og kontakten mellem bonde og kunde - mens det moderne .com repræsenterer en ny måde at nå kunderne på.

Idékassen