Den store kompostkage

på Krogerup Avlsgaard

På Aarstidernes gårde har kompostering altid været en naturlig del af hverdagen. Planter og næringsstoffer skal helst gå i kredsløb på gårdene. At lave en god kompost ligner i høj grad kunsten at bage et godt brød eller en god kage. Vores opskrift på kompostkage passer til den ret store husholdning, som vi kører på vores bondegård på Nordsjælland, Krogerup Avlsgaard:

  • 150 kg gammelt vådt halm (gerne fra en godt brugt halmhoppeborg)
  • evt. 50 kg lerjord
  • 150 kg friskhøstet kløvergræs (med højt kvælstofindhold)
  • 50 kg organiske rester (fra den grønne spand i køkkenet)
  • 25 kg urter og haveafklip (fra køkkenhaven som krydderi)
  • 50 kg færdig kompost (fra sidste kompostering)
  • vand (tilsættes efter behov, så hele blandingen indeholder ca. 60% vand)

Bland ingredienserne med en frontlæsser eller anden stor mixer - og kør det hele igennem med en kompostvender – en slags stor røremaskine. Tilsæt vand og lidt kompost fra sidste gang du lavede kompostkage, så de rigtige mikroorganismer kan gå i gang – ligesom når du tilsætter surdej til bolledejen. Rør godt rundt med kompostvenderen et par gange og hold så temperaturen på højst 65 grader. Hver gang temperaturen nærmer sig 65 grader, kører du dejen igennem kompostvenderen.

Når der er gået 8-12 uger er kagen bagt færdig.

Det er en seriøst god madpakke og rent klassens time-guf for de små nye planter på markerne.

Kompost i kosteskabet

Hvis du har fået lyst til at lave din egen kompostkage i lidt mindre målestok, kan det snildt lade sig gøre. Du kan få komposteringsbeholdere beregnet til haver.

Det kan sågar lade sig gøre at kompostere i lejligheden i en bykompostspand i kosteskabet, hvor du kan kompostere dit madaffald ved at tilsætte lidt japansk kompostgær med det appetitlige navn Bokashi-bran.

God fornøjelse.

 

 

Idékassen