Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Bygotto med spinat og grillet majs

Bygotto med spinat og grillet majs

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose perlebyg
  • 1 terning bouillon
  • 2 majskolber (pillede)
  • ½ rød chili (finthakket)
  • 1 løg (finthakket)
  • 2 fed hvidløg (finthakket)
  • 1 pose spinat (groft hakket)
  • 1 pose gærflager

Tjek at du selv har

  • Olivenolie, havsalt og sort peber

Sådan gør du

Køkkennote: Det er sjældent, at jeg bruger handsker, når jeg laver mad. Men lige præcis med chili, kan det være en fordel. De stærke olier sidder nemlig længe på fingrene og kan være modbydelige at få i øjnene. Det meste af styrken i chilien sidder i frø og frøvægge. Det er nemt at fjerne dem med en teske, men smid dem ikke væk. Smag i stedet til med dem, hvis du ikke synes, at du får styrke nok fra selve chilien. Har du ekstra hakket chili og frø, kan du gemme dem i lidt god olivenolie og bruge dem en dag (inden for en uges tid), hvor din mad mangler lidt hurtig spice.

1. Sæt vand over til perlebyg, fx i en elkedel.

2. Skyl perlebyggen, og kom den i en gryde. Dæk med kogende vand (2 dele vand til 1 del perlebyg), kom 1 bouillonterning i vandet, og kog perlerne møre under låg i ca. 20 minutter. Tilsæt salt, og lad dem trække i 5-10 minutter. 

Skyl og klargør grøntsagerne, efterhånden som de skal anvendes i opskriften.

3. Kom majskolberne i kogende vand med salt, og kog dem i 5-6 minutter. Afdryp godt.

4. Varm en grillpande godt op (har du ikke sådan en, kan en alm. stegepande også bruges).

5. Pensl majskolberne med lidt olie, og grill dem gyldne på den brandvarme pande. Drys med (flage)salt og finthakket chili.

6. Sauter løg og hvidløg klart i lidt olie i en dyb pande.

7. Tilsæt spinaten til panden, og lad den lige falde sammen.

8. Hæld evt. overskydende vand fra perlebyggen. Vend den kogte perlebyg med spinaten, og varm det igennem. Smag til med gærflager, salt og sort peber.

Servering
Anret bygotto i dybe tallerkner, og spis majs til.

-