Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Misobagt aubergine med spinat, ris og tamari

Misobagt aubergine med spinat, ris og tamari

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose brune jasminris
  • 1 brev sesamfrø
  • 1 brev hvid miso
  • 3 fed hvidløg (1 presset og 2 fintsnittet)
  • 1/4 citron (lidt saft)
  • 1-2 løg med toppe (løgene i smalle både, toppene fintsnittet)
  • ½ bundt gulerødder (i tynde skrå skiver)
  • ½ pose hestebønner (bælgede)
  • ½ pose spinat (befriet for rod, men i hele blade)
  • 1 brev tamari

Tjek at du selv har

  • olie
  • Havsalt og sort peber

Sådan gør du

1. Tænd ovnen på 200 grader.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 5 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 minutter. Lad risene hvile i 5 minutter, og smag til med salt inden servering.  

Skyl og klargør grøntsagerne, efterhånden som de skal anvendes i opskriften.

3. Flæk auberginen, og rids et rudemønster 1/3 gennem kødet. Pensl med olie, og drys med salt. Læg auberginen på en bageplade, og bag den næsten mør i ovnen, ca. 20 minutter.

4. Kom sesamfrøene i et lille fad, og rist dem gyldne i ovnen, ca. 6 minutter.

5. Rør misoen med 1 fed presset hvidløg, 1 spsk. olie (gerne sesam) og lidt citronsaft.

6. Fordel misomarinaden over auberginen, og bag den endnu 5-10 minutter, til den er helt mør.

7. Varm en pande godt op med lidt olie, og sauter løgbåde, fintsnittet hvidløg og gulerødder sprødmørt. Tag det hele af panden, og hold det lunt til servering. Rengør hurtigt panden, og varm den op igen.

8. Kom lidt ny olie på panden, og sving hestebønnerne på panden i 2-3 minutter. Vend spinat i, og steg kort. Hæld ½ dl vand ved, tilsæt lidt salt, og læg låg på. Damp i 1 minut, til spinaten lige falder sammen.

Servering
Kom ris på 2 tallerkner, og anret de stegte og dampede grøntsager smukt ovenpå. Dryp med tamari, drys med ristede sesamfrø og løgtoppe, læg den misobagte aubergine ved siden af, og server.


HUSK: Kom de hvide bønner i en skål, dæk med rigeligt vand, og opbevar dem på køl til dagen efter.

-