Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Røget makrel og grønkålsråkost med fennikel, æble og cashewnødder

Røget makrel og grønkålsråkost med fennikel, æble og cashewnødder

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 agurk (flækket og i 1 cm tykke skiver)
  • 1 fennikel (tyndt skåret, fx på et mandolinjern)
  • 1 pose cashewnødder
  • 1 pose grønkål (ribbet og fint skåret)
  • 2 røgede makreller
  • 1 æble (i små tern)

Tjek at du selv har

  • Olivenolie, havsalt, sort peber og eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennoter: Der er en særlig god måde at ordne en røget makrel på. "Hak" forsigtigt med bagsiden af en kniv på skindet af makrellen. Knæk hovedet af den, og skær den forsigtigt op i bugen. Fjern det store ben, der går hele vejen igennem fisken. Åbn makrellen, og læg den med halen ind mod dig selv. I hver side er der ben, der stikker op - fjern dem sammen med den mørke røghinde. Pluk nu kødet fri fra skindet, og nyd den dejlige fisk helt uden ben. 

Når du skærer fennikel eller andre rå grøntsager helt tyndt (i crudité, som det hedder), kan du med fordel lægge dem i koldt vand indtil servering. På den måde holder de fintskårne grøntsager sig friske og sprøde. Slyng dem fri for vand, lige inden de skal spises. Hvis de ligger på en tallerken i det lune køkken, falder de hurtigt sammen og bliver slatne.


1. Skyl og klargør grøntsagerne.

2. Kom agurkeskiverne i en sigte, og drys dem med havsalt.

3. Kom fennikelskiverne i en skål med iskoldt vand, og sæt dem evt. på køl indtil servering.

4. Rist cashewnødderne gyldne på en varm, tør pande, til de dufter herligt. Lad dem køle lidt af, og hak dem groft. 

5. Knug grønkålen let sammen med 2-3 spsk. eddike og en knivspids havsalt i en skål.

6. Ordn makrellerne (se køkkennote).

7. Vend agurk og grønkål sammen med fennikel og æble lige inden servering.

Servering
Krydr grønkålssalaten med sort peber og lidt olivenolie, og drys med ristede cashewnødder. Server salaten sammen med de røgede makreller. 



-