Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Fra Livretter: Pizza med chorizo, squash og snackgrønt

Fra Livretter: Pizza med chorizo, squash og snackgrønt

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 bakke frilandstomater (finthakket)
  • 1 rulle pizzadej
  • 1 squash (i tynde skiver)
  • 1 chorizopølse (i skiver)
  • 1 pose revet gouda
  • 1 agurk (i stave)
  • 1 bakke cherrytomater (½ bakke til snackgrønt og ½ bakke i kvarte til pizzatopping)
  • 1 bakke karse (klippet)

Sådan gør du

Køkkennoter: I denne uge skal I spise de dejligste frilandstomater, som er kendt for deres meget intense smag, der gør dem fantastiske til al slags madlavning. Frilandstomater er somme tider lidt rynkede at se på, men det skal du ikke tage dig af – det har intet at gøre med, hvor friske de er, eller hvordan de smager.

Hvis de voksne omkring bordet hellere vil have salat i stedet for snackgrønt, så skær halvdelen af agurken i tern, og halver cherrytomaterne. Kom ternene på et lille fad, og fordel en sennepsvinaigrette henover og drys med lidt karse.

Sennepsvinaigrette: Rør 1 spsk. dijonsennep med 1 spsk. eddike (fx æbleeddike), 1 tsk. flydende honning eller lidt sukker, 3-4 spsk. olivenolie, salt og peber. 


1. Tænd ovnen på 225 grader. 

2. Skyl og klargør grøntsagerne.

3. Bland de hakkede tomater med lidt olivenolie, salt og peber.

4. Rul pizzadejen ud på en bageplade (lad bagepapiret sidde på dejen). 

5. Fordel de hakkede tomater på dejen. Kom squash, chorizo og revet ost på pizzaen, og krydr med lidt salt og peber. 

6. Bag pizzaen i ovnen i 12-15 minutter, til bunden er gylden og sprød.

7. Anret et fad med agurkestave og hele cherrytomater. 

8. Top den færdigbagte pizza med kvarte cherrytomater og friskklippet karse.

Servering
Server pizza med snackgrønt til. 

-