Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Aarstidernes pasta med tomatsauce a la Norma

2 personer

Ingredienser

  • 1 aubergine
  • Alle pastinakkerne
  • 1 babosa-løg
  • ½ frisk hvidløg med skaft
  • ½-1 glas kapers i havsalt
  • 1 glas tomater med basilikum
  • 1 pakke lys garganelli-pasta
  • 1 bundt rucola

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Mel (fx hvedemel)
Køkkentips

Pasta a la Norma stammer fra Sicilien, og er angiveligt opkaldt efter operaen af samme navn, som er komponeret af Bellini. Den består i sin enkelhed af pasta i en tomatsauce toppet med gyldenstegt aubergine. Jeg synes, at kapers gør sig godt i saucen også.

Inden du går igang

Sæt vand over til pasta, og skyl kapersene samt al grønt.

Aubergine
  1. Skær auberginen i tern a ca. 2x2 cm, og vend dem i lidt mel.

  1. Varm olie op på en pande, og steg aubergineternene ved middel varme, til de er gyldne og møre, 5-6 min. Krydr med salt undervejs.

Tomatsauce og pasta
  1. Skræl imens pastinakkerne, og skær dem i mindre tern. Pil løget, og skær det i tynde skiver. Snit det friske hvidløg fint.

  1. Kom auberginen i en skål. Varm ny olie op på panden, og steg pastinakkerne og løget ved middel varme, til pastinakkerne er næsten helt møre, 6-7 min.

  1. Tilsæt det friske hvidløg og kapersene, og steg videre i 1 min. Tilsæt tomatsaucen, kog op, og lad det simre i 3-4 min., til saucen er kogt sammen. Smag til med peber og evt. lidt salt.

  1. Kog imens pastaen al dente i saltet vand i ca. 3 min. Afdryp.

Servering

Anret pastaen i dybe tallerkener, og vend den sammen med tomatsaucen. Top med stegt aubergine og frisk rucola, og nyd.

-