Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Æggekage med chorizo, tomater og grønt

Æggekage med chorizo, tomater og grønt

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • ½ pose gulerødder (i stave)
  • 1 chorizopølse (i tern)
  • 4 bagekartofler (skrællet og i tern)
  • 1-2 amposta-roséløg (i tynde både)
  • 1 squash (i tern)
  • 8 æg
  • 1 bakke cherrytomater på gren (i halve)
  • 1 bakke karse (klippet)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • mælk

Sådan gør du

Køkkennote: Har du ikke en pande, der kan gå i ovnen, kan du bage æggekagen færdig i et ildfast fad. Fordel blot stegt løg, squash og kartoffel i fadet, inden du hælder æggemassen over.

1. Tænd ovnen på 225 grader, og find en pande med et låg og et håndtag, der kan tåle at komme i ovnen, frem (se køkkennoten).

2. Sæt vand over til kartofler, fx i en elkedel.

3. Skyl og klargør grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Kom gulerodsstavene i en lille skål.

4. Skær chorizoen i tern.

5. Kog kartoffelternene i 4-5 minutter i saltet vand. Hæld vandet fra, og lad ternene dampe af.

6. Steg imens chorizoternene sprøde og gyldne på en stor pande. Tag chorizoen af panden (men lad fedtet blive på), og læg den på en tallerken indtil servering.

7. Kom løgbåde og squash på panden (tilsæt evt. en smule olie), og steg i 3-4 minutter. Tilsæt de letkogte kartoffeltern, vend rundt, og krydr med salt og peber.

8. Pisk æggene sammen med ½ dl mælk eller vand og lidt salt og peber.

9. Hæld æggemassen over løgene, kartoflerne og squashen, og ryst panden, så massen fordeler sig. Læg låg på panden, sæt den i ovnen, og bag æggekagen i ca. 20 minutter, til den er gylden, fast og gennembagt.

Servering
Server æggekagen toppet med cherrytomater og sprødstegt chorizo, og drys karse på toppen. Spis snackgulerødder til.

-