Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Aubergineburger med hjertesalat, ketchup og stegte kartofler

Aubergineburger med hjertesalat, ketchup og stegte kartofler

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 aubergine (i skiver a ca. 2 cm)
  • 1 hjertesalat (delt i bladene)
  • Resten af gulerødderne (i skiver)
  • Alle de nye danske kartofler (skurret og i halve)
  • 1 pose polenta
  • 2 grove burgerboller
  • 1 glas ketchup

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Aubergine-burgere er dejlige, men de bliver ekstra lækre, hvis auberginen får lov at blive lidt sprød med en panering af fx polenta. Når man panerer, bruger man ofte både mel og pisket æg, og det får da også paneringen til at hænge bedre fast. Men i en hurtig vending synes jeg også, det fungerer fint bare at dyppe en fugtig aubergine direkte i polentaen og så trykke godt til. Det kan være, paneringen falder lidt af nogle steder, men pyt med det – man får stadig en sprød aubergine, og pakket ind i en burger kan man ikke se skønhedspletterne. Hvis du stadig foretrækker at bruge et æg, gør du selvfølgelig bare det.

1. Tænd ovnen på 225 °C.

2. Skyl auberginen, og skær den i ca. 2 cm tykke skiver. Drys skiverne med salt, og lad dem dryppe af i en sigte.

3. Skyl og klargør imens resten af grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Kom salat og gulerødder i en skål.

4. Kom kartoflerne i et ovnfast fad, og vend dem med en smule olivenolie. Krydr med salt, og bag kartoflerne i ovnen i ca. 25 min., til de er gyldne og sprøde.

5. Kom polentaen i en dyb tallerken. Skyl auberginen for overskydende salt, og panér de våde skæreflader i polentaen. Tryk dem godt ned, så polentaen hænger fast.

6. Varm en stor pande op, tilsæt rigeligt olie, og steg aubergineskiverne, til de er gyldne og møre, 3-4 min. på hver side. Krydr med peber.

7. Varm imens burgerbollerne i ovnen i 4-5 min.

8. Vend salaten og gulerødderne med 4-5 spsk. olivenolie, 2-3 spsk. eddike og lidt salt.

Servering
Flæk burgerbollerne, smør dem med ketchup, og fyld dem med salat og aubergine-burgere. Servér den overskydende salat og de sprøde kartofler til.

-