Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Bagt butternut-squash med hvedekerner, syltede rodfrugter og grov mayo

4 personer

Ingredienser

  • 1 butternut-squash
  • Alle gulerødderne
  • Alle pastinakkerne
  • 2 løg
  • 1 pose hasselnødder
  • 2 poser mayonnaise
  • 2 breve dijonsennep
  • 2 bundter cime di rapa
  • 2 bakker karse
  • 2 pakker kogte purpurhvedekerner

Tjek at du selv har

  • Rapsolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx æbleeddike)
  • Sukker
Køkkentips

Cime di rapa er en lækker grøn sag med savtakkede blade og en aromatisk, sennepsagtig smag. Planten giver to afgrøder: de savtakkede blade, og så dens uudsprungne blomsterknoppper, der i nogle lande kendes som 'broccoli raab' og som nærmest ligner minibroccoli.

Cime di rapa kaldes på dansk også rapini eller vinterbroccoli (fordi den kan dyrkes meget sent i sæsonen). Dens italienske navn cime di rapa betyder i øvrigt direkte oversat 'toppe af majroer', og det er da også netop den familie planten tilhører.

Inden du går igang

Skyl alt grønt, og tænd ovnen på 200 °C varmluft.

Bagt butternut-squash
  1. Halvér butternut-squash på langs, og skrab kerner ud. Skær den derefter i grove stykker. Vend butternut-squash med lidt rapsolie, salt og sort peber på en bageplade med bagepapir, og bag den i ovnen i ca. 30 min.

Syltede rodfrugter
  1. Skræl gulerødder og pastinakker, og pil løg. Skær det hele i meget tynde skiver (evt. på et mandolinjern). Kom det i en skål, der kan tåle varme.

  1. Kom 1 dl vand, 1 dl eddike og 1 dl sukker i en kasserolle, og bring det i kog, til sukkeret er opløst.

  1. Hæld den varme syltelage over rodfrugter og løg i skålen.

Grov mayo og urter
  1. Hak hasselnødder groft, og bland dem med mayonnaise og dijonsennep i en skål. Smag til med salt og sort peber.

  1. Hak cime di rapa fint, og klip karse. Bland de to urter i en skål til topping.

Hvedekerner
  1. Bland de kogte hvedekerner med den varme bagte butternut-squash i en skål eller på et fad.

Servering

Anret bagt butternut-squash med hvedekerner i dybe tallerkener, og top med syltede rodfrugter og urter. Servér grov mayo til.

-