Bagt fisk med ratatouille og alouette-kartofler
Ingredienser
- Alle alouette-kartoflerne
- 2 bananskalotteløg
- 2 hvidløgsfed
- 1 bundt timian
- 1 squash
- 2 auberginer
- 1 rød peberfrugt
- 1 pakke langefilet uden skind
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Evt. tomatpuré
Tænd ovnen på 180 °C varmluft, og skyl alt grønt.
Halvér kartoflerne, og bred dem ud i et ildfast fad med skærefladen opad. Drys med salt, og dryp med olivenolie. Bag kartoflerne møre i ovnen i 35-40 min.
Pil løg og hvidløg. Skær løgene i tynde strimler, og skær hvidløgene i tynde skiver. Pluk halvdelen af timianen.
Skær squashen og auberginerne i tynde skiver, og skær peberfrugten i grove chunks.
Vend squash, aubergine, peberfrugt, løg, hvidløg og plukket timian med en gavmild sjat olivenolie, 1 tsk. salt og gerne 1 spsk. tomatpuré, hvis du har. Kom det i et ildfast fad, og bag det mørt og gyldent i ovnen i 30-35 min.
Gå fisken efter for evt. ben og hinder.
Kom resten af timianen i et lille ildfast fad, og læg fisken ovenpå. Drys med salt og peber, og dryp med olivenolie. Bag den akkurat gennemtilberedt i ovnen i 5-10 min. afhængigt af tykkelse. Tjek undervejs.
Servér bagt fisk med kartofler og ratatouille til.