I dag skal du koge havreris, som er et nyt dansk og glutenfrit produkt, vi introducerer i vores måltidskasser. Havreris er et fuldkornsprodukt med en mild og blød smag.
Mindst 42 g protein pr. person
I denne ret får du protein primært fra: fisk, havreris, ærter.
Tænd ovnen på 200 °C varmluft. Sæt vand over til havreris, og skyl frugt og grønt.
Kom havreris i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand, og kog dem i 10 min. Hæld overskydende vand fra, og lad havrerisene trække under låg indtil spisetid.
Skær squash i korte stave: Skær den først i skiver a 1 cm. Læg derefter skiverne sammen i små bunker, og skær dem i korte stave a 1 cm tykkelse. Snit hvidløg meget fint.
Vend squash og hvidløg med lidt olie, salt og peber. Læg dem i et tyndt lag i et ovnfast fad, hvor der også er plads til fisken.
Tjek fisken for eventuelle ben. Krydr fisken med salt og peber, og læg den mellem squashen i fadet. Bag fisk og squash i 12-15 min.
Kog ærterne i en lille gryde med letsaltet vand i 2 min. Lad ærterne dryppe godt af i en sigte, mens de køler af.
Snit purløg, og rør med creme fraiche i en skål. Smag til med salt og peber. Vend ærterne i creme fraichen, når de er kølet af.
Skær evt. træede ender af asparges, og snit asparges i tynde skiver på skrå. Vend asparges med lidt olie, lidt fintrevet citronskal og -saft i en skål. Smag til med salt, peber og evt. mere citron.
Spis bagt fisk og squash med havreris, ærtecreme og aspargessalat.