Bagte asparges med harissa, æblesalsa og grønne linser
Ingredienser
- 2 poser grønne linser
- 1 rødløg
- 2 bundter grønne asparges
- 2 æbler
- ½ batavia-salat
- 1 lime
- 2 glas harissa-paste
- 2 pesto-kit (ramsløg/spinat/solsikkekerner)
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og sæt vand over til linser. Skyl linser samt frugt og grønt.
Kom linser i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem møre, 15-16 min. Hæld vandet fra, og smag linser til med salt og peber.
Pil og skær halvdelen af rødløget i grove både. Skær evt. træede ender af asparges.
Læg asparges og rødløgsbåde på en bageplade med bagepapir, dryp med olivenolie, og krydr med salt. Bag det i ovnen, til asparges er brunede og møre, 10-12 min.
Hak imens resten af rødløget fint, og skær æble i små tern. Riv limeskal fint, og halvér lime. Del salat i blade, og gem dem til spisetid.
Vend rødløg med æble i en skål, og smag til med limeskal og -saft samt salt.
Rør harissa med 4-5 spsk. olivenolie i en skål.
Blend pesto-kittet med 1 dl olivenolie til en grov pesto, og smag til med eddike og lidt salt.
Anret salat samt bagte asparges og rødløg på et fad, og dryp med pesto, harissa og yoghurt. Top med æblesalsa, og servér grønne linser til.