Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Bánh mì med five spice-krydret kamfilet, syltet agurk og stegt broccoli

Bánh mì med five spice-krydret kamfilet, syltet agurk og stegt broccoli

Opskrift

5 personer

Ingredienser

  • 1 lime (i både)
  • 1 chili (i tynde ringe)
  • 2 agurker (flækket, udkernet og i skiver)
  • 1 broccoli (i aflange buketter)
  • 1 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • 5 bánh mì-brød
  • 2 pakker schnitzler af kamfilet
  • 1 brev five spice-krydderiblanding (efter smag)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • eddike (fx æbleeddike)
  • sukker
  • soja
  • mayonnaise

Sådan gør du

Køkkennoter: Når du ordner din broccoli, så skræl først broccolistokken (der sidder en grov hinde på, der ikke er sjov at tygge i), og skær derefter broccolien i lange buketter med stok på.

Bánh mì stammer fra Vietnam, hvor ordene betyder 'brød' og 'hvede', men stort set altid dækker over en sandwich med fyld. Bánh mì opstod under den franske kolonisering af Vietnam, hvor landet blev introduceret til både fransk imperialisme og fransk bagværk.

1. Tænd ovnen på 200 °C.

2. Skyl og klargør grøntsagerne, chilien og limefrugten som angivet i ingredienslisten. Anret gulerodsstrimlerne, limebådene og halvdelen af chiliringene i skåle til servering.

3. Kom 1 dl sukker, 1 dl eddike og resten af chilien i en kasserolle, og kog op, til sukkeret smelter. Tag kasserollen af varmen, kom agurkeskiverne i, og lad dem trække i lagen til spisetid.

4Varm en wok eller en pande op, tilsæt olivenolie, og steg broccolien ved høj varme i 4-5 min., til den tager lidt farve.

5. Kom hvidløget på panden med broccoli, og steg kort. Tilsæt ½ dl soja og 2 tsk. sukker, og kog op. Lad sojaen dampe ind om broccolien, 1-2 min.

6. Stænk imens brødene med lidt vand, og bag dem gyldne i ovnen, 8-10 min.

7. Pensl kødet med olivenolie, og krydr med salt, peber og five spice-krydderi.

8. Varm en grillpande eller stegepande godt op, og grill eller steg schnitzlerne ved høj varme i 1-2 min. på hver side.

Servering
Flæk brødene (uden at skære dem helt igennem), og smør dem evt. med mayo, hvis du har. Fyld brødene med gulerodsstrimler, syltet agurk, five spice-krydret kamfilet og chiliringe. Servér med stegt broccoli og limebåde til at presse over.

-