Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Bánh mì med seitan-tofu, syltede rødløg og tamaristegte bladbeder

Bánh mì med seitan-tofu, syltede rødløg og tamaristegte bladbeder

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 rød egebladsalat (delt i bladene)
  • 2 agurker (i tændstiktynde stave eller tynde skiver)
  • 1 frisk hvidløg med top (snittet fint)
  • 1 pakke seitan-tofu
  • 1 rødløg (i tynde både)
  • 3 bánh mì-brød
  • 1 bundt bladbeder (stilke snittet fint, blade hakket groft)
  • 1 brev sesamfrø
  • 1 brev tamari

Tjek at du selv har

  • olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • salt
  • sort peber
  • eddike (fx lagereddike)
  • sukker

Sådan gør du

Køkkennote: Bánh mì er en vietnamesisk sandwich, der kan indeholde forskelligt fyld, fx grøntsager og tofu. Kendetegnet for sandwichen er det skønne, sprøde hvide brød samt den lidt spicy dressing.


1. Tænd ovnen på 200 °C, eller find en brødrister frem til brødene.

2. Skyl og klargør grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Anret salat, agurk og frisk hvidløg på et fad.

3. Skær tofuen i tynde skiver.

4. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg tofuen ved middel varme, til den er sprød og gylden på begge sider, 5-6 min. i alt. Kom tofuen på en tallerken, og tør hurtigt panden af.

5. Kom imens ½ dl sukker, ½ dl vand, 1 dl eddike og lidt salt i en kasserolle, og kog det op, til sukkeret er smeltet. Kom rødløget i, og lad det simre i 2-3 min. Tag kasserollen af varmen, og lad løget trække i lagen indtil spisetid.

6. Stænk bánh mì-brødene med lidt vand, og bag dem sprøde i den varme ovn, 8-10 min. – eller varm dem på en brødrister. 

7. Varm panden op igen, tilsæt olie, og steg bladbedestilkene sprødmøre, 3-4 min. Tilsæt bladbedebladene, og steg i yderligere 2-3 min.

8. Kom sesamfrø og tamari på panden, og lad tamarien koge lidt ind omkring bladbederne, 1-2 min. Smag til med salt og peber.

Servering
Flæk bánh mì-brødene, og fyld dem med salat, syltet rødløg, agurk, stegt tofu, tamaristegte bladbeder og frisk hvidløg. Spis evt. overskydende fyld ved siden af.

-