Biksemad af to slags kartofler, lynsyltede rødbeder og cremet senneps-spidskål
Ingredienser
- 1 portion kogte rødbeder
- 1 løg
- 5 bagekartofler
- 1 bæger søde kartofler i tern
- ½ spidskål
- 1 brev dijonsennep
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 2 bakker æg
- 1 bundt purløg
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx lagereddike)
- Honning
- Evt. engelsk sauce
Engelsk sauce eller Worcestershire sauce – dens originale navn på etiketten, som er umuligt at udtale – er en kraftig smagsgiver med løg, hvidløg, melasse, tamarind, sukker, vineddike og ansjoser.
Blandingen af de mange forskellige søde, syrlige og umamiholdige ingredienser er smagsforstærker i mange klassiske retter, fx biksemad – som dog også smager dejligt uden.
Vær særlig opmærksom på at saucen indeholder ansjos, hvis du servere retten til en vegetar. Stil da hellere flasken på bordet, så man selv kan krydre. Saucen fås også i en vegansk udgave.
Skyl frugt og grønt.
Skær rødbeder i tynde skiver. Rør eddike [1p: 1-2 spsk. | 2p: 2-3 spsk. | 3p: 3-4 spsk.] sammen med honning [1p: 1 tsk. | 2p: 2 tsk. | 4p: 1 spsk.] i en skål, vend rødbederne i dressingen, og smag til med salt og peber.
Hak løg groft. Varm en pande op med lidt olie, og steg løgene i ca. 8 min. ved middel varme. Rør ofte – løgene må gerne brune lidt og dufte.
Skræl imens kartofler, og skær dem i tern på 1 cm.
Steg kartofler og søde kartofler fra bægeret sammen med løgene, ca. 15 min. Lad det hele stege stille og roligt, mens det mørner og bruner let. Dryp med lidt olie, hvis det ser ud til at brænde på, og rør ofte. Smag til med peber, salt og evt. lidt engelsk sauce (se køkkentip).
Snit spidskål mellemfint. Rør yoghurt med lidt sennep i en skål. Vend spidskålen i dressingen, og smag grundigt til med peber, lidt salt og evt. mere sennep.
Varm en ny pande op (eller hold biksemaden varm, og brug den samme pande igen). Tilsæt lidt olie, og slå æggene ud på panden. Lad dem stege ca. 3 min., til hviderne er faste, og blommerne varme.
Snit purløg fint til topping.
Spis biksemad med spejlæg, syltede rødbeder og sprød senneps-spidskål. Top med purløg.