Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Biyaldi – bagt aubergine, squash og tomat med frisk oregano

2 personer

Ingredienser

  • 1 aubergine
  • 1 rund squash
  • 2 tomater
  • 1 bundt frisk oregano
  • ½ frisk hvidløg med skaft
  • 1 flaske mosede tomater
  • 1 pose brune jasminris
  • 1 pose mandler
  • 1-2 tsk. dijonsennep
  • 1 grøn egebladsalat
  • 1 pose sorte oliven

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Køkkentips

Det kan være lidt svært at forklare lag-teknikken med de bagte grøntsager på skrift – tanken er at lægge dem, som man ville lægge skiver af kartoffel på en kartoffelpizza: forskudt, men så de overlapper hinanden. Lag-teknikken er i øvrigt vist i tegnefilmen Ratatouille, hvor filmens musehelt imponerer verdens skrappeste madanmelder med retten.

Husk - til i morgen

Hæld iblødsætningsvandet fra kidneybønnerne, kom dem i en gryde med rigeligt frisk, letsaltet vand, og kog dem møre, 35-40 min. Kog uden låg de første 10 min. Kassér kogevandet, og opbevar bønnerne på køl til dag 3.

Inden du går igang

Tænd ovnen på 220 °C varmluft, sæt vand over til ris, og skyl grøntsager og oregano.

Biyaldi
  1. Skær aubergine, squash og tomater i tynde skiver. Pluk oreganoen, og snit hvidløget fint.

  1. Kom mosede tomater i bunden af et lille, ildfast fad, og rør den med frisk hvidløg, oregano, salt og peber.

  1. Placér aubergineskiverne på tomatsaucen i en række, og læg derefter squashskiverne lidt forskudt ovenpå. Fortsæt med tomatskiverne, derefter en ny række aubergineskiver, og så fremdeles, til alle grøntsagerne er anrettet i fadet (se køkkentip). Dryp gavmildt med olivenolie til sidst, og krydr med salt og peber.

  1. Sæt fadet med biyaldi i ovnen, og bag, til grøntsagerne er helt møre, 30-35 min.

Ris og salat med oliven og mandler
  1. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem derefter over i 4 dl letsaltet, kogende vand. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 min. Lad risene hvile i 5 min.

  1. Kom mandlerne i et ovnfast fad, og rist dem gyldne i ovnen, 7-8 min. Hak dem groft.

  1. Rør 1-2 spsk. olivenolie med 1-2 tsk. eddike og 1-2 tsk. dijonsennep. Krydr med salt og peber.

  1. Snit salaten groft, og halvér olivene. Vend salat og oliven sammen med mandler og dressing.

Servering

Fordel risene på tallerkener, top med biyaldi, og giv det hele et ekstra skud friskkværnet peber. Servér salaten til.

-