Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Bønneotto med svampe, grønkål og frisk hvidløg

1 personer

Ingredienser

  • 1 løg
  • 1 bakke shiitake-svampe
  • 1 squash
  • 1 frisk hvidløg med top
  • 1 bundt rød grønkål
  • 2/3 portion kogte hvide bønner
  • 1 karton sojacreme
  • ½ citron

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
Køkkentips

Shiitakesvampe! De ligner tit noget, der har krøllet sig sammen i bunden af grøntsagsskuffen, men de pakker så meget smag, at det opvejer for udseendet. Efter min mening er shiitakesvampene absolut de mest smagfulde af de dyrkede svampe.

Bønneottoen her kan tåle en masse friskkværnet sort peber. Det vil skære igennem fedmen fra sojacremen og den cremede squash.

Inden du går igang

Afdryp de kogte bønner, og gem ⅓ på køl til i morgen i en lufttæt beholder. Skyl grøntsagerne, svampene og citronen.

Bønneotto
  1. Pil løget, og hak det fint. Skær svampene i kvarte, og riv squashen groft. Kassér det yderste lag på det friske hvidløg, snit løget fint, og skyl det godt. Pluk grønkålen i grove stykker.

  1. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg svampene ved høj varme, til de har taget farve, 1-2 min.

  1. Sænk varmen, tilsæt løget, og steg videre 3-4 min., til løget er klart i farven.

  1. Tilsæt revet squash og kogte bønner til panden, og steg videre i 1 min. Tilsæt sojacreme og evt. ¼-½ dl vand, kog op, og lad panden simre, til bønneottoen er kogt lidt ind, og squashen er mør, 3-4 min.

Stegt grønkål
  1. Varm imens en anden pande op, tilsæt olie, og steg grønkålen ved høj varme, til den har taget farve og er sprødmør, 2-3 min. Smag til med lidt salt og citronsaft.

  1. Tilsæt frisk hvidløg til panden med bønner, og vend rundt. Smag til med citronsaft, salt og godt med sort peber.

Servering

Anret bønneottoen i en dyb tallerken, og top med stegt grønkål.

-