Bønnesalat med tomat, blomme, padrón-pebre og koriander
Ingredienser
- ½ gul squash
- 1 blomme
- Alle frilandstomaterne
- 1 bundt koriander
- 2 padrón-pebre
- 1 majskolbe
- 1 lime
- 1 pose kogte hvide bønner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Frilandstomater vil du kunne møde i kasserne nu og i en kort periode frem til september, hvis ellers vejret opfører sig pænt. Tomaterne er mere intense i smag og duft end drivhustomater, og det gør dem fantastiske til al slags madlavning. Livet på friland gør, at de udvikler et lidt tykkere skind, så de bedre kan holde til regn, rusk og direkte sollys. Kampen med vind og vejr gør, at de somme tider kan være lidt rynkede at se på, men det skal du ikke tage dig af – det har intet at gøre med, hvor friske de er, eller hvordan de smager.
Skyl alt frugt og grønt, og sæt vand over til majskolbe.
Flæk squash på langs, og skær i tynde skiver på skrå. Skær blomme i tynde både, og skær tomat i grove tern. Snit korianderbundtet groft, og skær padrón-pebre i skiver på ca. 2 cm bredde. Pil blade af majskolbe, og del kolben i to. Halvér lime.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg bønner og padrón-pebre ved høj varme til de er brunede, 2-3 min.
Sænk varmen, tilsæt squash, og steg videre i 2-3 min. Krydr med salt.
Tag panden af varmen, og vend blommer og tomater på panden med bønner, padrón-pebre og squash. Smag til med olivenolie, limesaft, salt og godt med sort peber.
Kog imens majskolbe i rigeligt, saltet vand i en gryde, til kernerne er møre, 4-5 min.
Anret bønnesalaten på et salatfad eller en tallerken, top med koriander og spis med kogt majs til.