Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Boller i karry med broccoli, kokos og mandler

Boller i karry med broccoli, kokos og mandler

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 2 poser hvide jasminris
  • 1 æble (revet)
  • ½ pose gulerødder (2-4 revet, resten i skiver)
  • løg (hakket)
  • 2-3 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • ½-1 brev karry
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 broccoli (i mundrette buketter)
  • 1 medisterpølse
  • 1 pose mandler (evt. ristet og hakket)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • hvedemel
  • grøntsagsbouillon

Sådan gør du

Køkkennoter: I dag skal du krydre din karrysauce med skøn madraskarry. Karryblandingen har vi udviklet specielt til vores måltidskasser. Den indeholder en dejlig blanding af koriander, gurkemejerod, bukkehornsfrø, spidskommen, chili, fennikel og nellike. Den er aromatisk og medium stærk, så prøv dig frem med mængden. Du kan altid starte med lidt og smage til med mere.

Hvis du har tid og lyst, er det ekstra lækkert at riste mandlerne og hakke dem, inden du drysser dem over maden til sidst. Men du kan også sagtens bruge dem hele, som de er.

1. Sæt vand over til kødboller og ris, fx i en elkedel.

2. Skyl og klargør grøntsagerne og æblet som angivet i ingredienslisten.

3. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 8 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 12 min. Lad risene hvile i 5-10 min., og smag til med salt inden servering.

4. Sauter æble, revet gulerod, løg og hvidløg i olivenolie i en bredbundet gryde, 3-4 min. – det skal ikke tage farve.

5. Drys grøntsagerne med karry og evt. 2 spsk. mel. Tilsæt kokosmælken og 3-4 dl vand eller grøntsagsbouillon. Kog saucen igennem, og blend evt. med en stavblender, hvis du gerne vil have saucen mere jævn. Smag til med salt og peber.

6. Kom broccoli og skiver af gulerod i karrysaucen, og lad det dampe under låg i 3-4 min.

7. Hæld ½-1 liter kogende vand i en anden gryde, og salt det. Klem medisterfarsen ud til rustikke kødboller i det kogende, saltede vand, og lad dem pochere i 4-5 min., eller til de er gennemtilberedte.

8. Vend forsigtigt bollerne i karrysaucen. Smag til med salt og peber. 

Servering
Server straks boller i karry med kogte ris, og drys med mandler.

-