Braiseret cime di rapa i blomst serveret med ricotta-pasta og fennikelsalat med appelsin
Ingredienser
- 1 bundt cime di rapa i blomst
- 1 løg
- 2 hvidløgsfed
- 1 brev grøntsagsbouillon
- 1 pose maccheroni
- 1 fennikel
- 1 romaine-salat
- 1 appelsin
- 1 bæger ricotta
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
I denne uge får du fornøjelsen af cime di rapa, som er en lækker grøn sag med savtakkede blade og en aromatisk, sennepsagtig smag.
Planten har rigtig godt af lidt tilberedning – det mildner og runder den lækre sennepssmag, og det tager noget af biddet ud af de nogle gange lidt grove stilke. Skær evt. den nederste del af stilken fra, hvis den virker lidt for grov.
Sæt vand over til pasta, og skyl alt frugt og grønt.
Snit cime di rapa groft, men snit de tykkeste stilke fint. Snit løg i tynde både, og riv hvidløg fint.
Varm en rummelig gryde op, tilsæt olie, og steg løg i 2 min. Tilsæt cime di rapa og hvidløg, og steg i 1 min.
Tilsæt bouillon sammen med 1-2 dl vand, og kog op. Lad simre, til alt er mørt, 8-10 min. Smag til med salt og sort peber.
Kom imens pasta i en gryde med spilkogende, saltet vand, og kog den al dente i ca. 10 min. Hæld vandet fra, men gem ½-1 dl.
Flæk fennikel, og skær den i meget tynde skiver – fx på et mandolinjern. Snit salat groft, og skær appelsin i skiver eller fileter.
Vend fennikel, salat og appelsin sammen med lidt olivenolie, og krydr med lidt salt.
Vend den kogte pasta med ricotta, og tilsæt en smule pastavand, til pastaen er cremet. Smag til med salt og godt med sort peber.
Anret pasta i skåle eller dybe tallerkener, og anret braiseret cime di rapa henover. Spis fennikelsalat ved siden af.