Broccoli-kornotto og tomatsalat med bladselleri og hærvejsost
Ingredienser
- ½ broccoli
- Alle tomaterne
- 1 stængel bladselleri
- 1 citron
- 2 hvidløgsfed
- 1 pakke kogte kuglehvedekerner
- 1 stykke hærvejsost
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Sæt lidt vand over til broccoli og kornotto. Tag hærvejsost ud af køleskabet, og skyl frugt og grønt.
Del broccoli i blomst og stok (gem blomsten til senere). Skær stokken i grove tern. Kom i en gryde, dæk akkurat med kogende vand, og kog dem møre i ca. 10 min. med låget på skrå. Afdryp, men gem kogevandet til senere.
Skær imens tomat i tynde både, og snit bladselleri fint. Bland tomat og bladselleri i en skål.
Riv citronskal fint, og gem til senere. Halvér citron, og dryp citronsaft over tomat og bladselleri. Krydr med salt og peber, og vend forsigtigt rundt.
Skær broccoliblomsten i små buketter – bare groft med en stor kniv. Pil og hak hvidløg fint.
Dryp 1 tsk. olie på en pande, og steg broccolibuketter ved middel varme i ca. 4 min., til de er sprødmøre med lidt farve. Steg hvidløg med det sidste minut af stegetiden. Smag til med salt og peber.
Blend den møre broccolistok til en helt fin, tynd puré – tilsæt kogevand lidt ad gangen, til du har den rette konsistens. Blend fx med en stavblender direkte i gryden.
Vend kogte hvedekerner i broccolipuréen, kog forsigtigt op, og lad broccoli-kornottoen simre i 3 min. Hvis kornottoen virker meget tyk, kan der tilsættes lidt ekstra kogevand. Riv imens hærvejsost, og rør den i kornottoen. Smag grundigt til med lidt citronskal, salt og peber.
Anret broccoli-kornotto på en tallerken, og top med stegt broccoli. Spis tomatsalat til.