Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Ovnbagt kylling med fennikel, grape og broccoli i chili og ingefær

Ovnbagt kylling med fennikel, grape og broccoli i chili og ingefær

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 kyllingelår
  • 1 fennikel med top (skåret papirtyndt, fx på et mandolinjern – toppen snittet fint)
  • 1 grapefrugt (i fileter)
  • 1 broccoli (stokken skrællet og i fine tern, blomsten i mindre buketter)
  • ½ chili (finthakket)
  • 1-2 cm ingefær (revet fint)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennoter: Du må endelig huske at spise broccolistokken, den smager vidunderligt – faktisk bedre end blomsten, synes jeg. Skræl den blot, og tilbered 'marven', som var det grønne asparges; nænsomt og med kærlighed.

I dag skal du filetere en grapefrugt. Det gør du ved at skære skrællen af, og skære frugtkødet fri af de hvide lameller med en lille, skarp kniv. Hvis du synes, at det er for besværligt, kan du blot skære den i tern.  

1. Tænd ovnen på 190 grader varmluft.

2. Kom kyllingelårene i et ildfast fad. Dryp med olivenolie, krydr med havsalt og sort peber, og steg lårene gyldne og gennemtilberedte, 45-50 minutter. Har din ovn grillfunktion, så kan du med fordel 'grille' lårene de sidste 10 minutter.

3. Skyl og klargør alle grøntsagerne og grapefrugten som angivet i ingredienslisten. Vend fenniklen og grapen sammen i en skål.

4. Vend broccolien med en smule olivenolie, og kom den i et andet ildfast fad. Sæt broccolien i ovnen, når der er ca. 10 minutter tilbage af kyllingens stegetid. Steg broccolien, til den er sprødmør.

5. Rør imens en dressing af 4 spsk. olivenolie, 1 tsk. finthakket chili, 1-2 cm ingefær og 2 spsk. eddike. Den må gerne være syrlig og rart aromatisk af ingefær.

6. Vend den varme broccoli med den aromatiske dressing, og krydr med sort peber.

Servering
Nyd den aromatiske broccoli sammen med den sprøde, ovnbagte kylling. Top med den friske fennikel og grapen.

-