Bønnesaucen må gerne være godt tyk, så den ikke så let løber ud af dine burritos. Husk også at folde enderne ind, inden du ruller tortillaerne sammen – så bliver det hele inde i rullerne.
Zucchiolo er en krydsning mellem en agurk og en squash med form som et græskar… Den kan bruges rå (som her) eller let sautéret, så den bevarer sin milde syre. Som med agurker kan man selv vælge, om man vil skrælle eller lade være. God fornøjelse!
Skyl alt grønt, og sæt vand over til majs.
Riv gulerødder groft. Gem halvdelen af de revne gulerødder til fyld.
Varm en gryde op, tilsæt olie, og steg bønner ved høj varme, 2-3 min.
Tilsæt resten af gulerødderne og lidt tex-mex krydderi, og steg videre i ca. 1 min.
Tilsæt mosede tomater og evt. lidt vand, og kog op. Lad saucen simre, til den er tyk, og alt er mørt, 7-8 min.
Damp majs 3-4 min. i en gryde med lidt kogende vand.
Skær zucciolo i tynde både. Skær avocado i tern.
Lun tortillas i en tør pande, ½-1 min. per side.
Fyld tortillas med bønnesauce, zucciolo, avocado, gulerødder og salsa, fold sammen i enderne, rul sammen, og spis med dampet majs til.