Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Butternut-dahl med mynteyoghurt og fladbrød

2 personer

Ingredienser

  • 1 butternut-squash
  • 1 løg
  • 1 pose røde linser
  • ½-1 brev bangkok-krydderiblanding
  • ½-1 bundt mynte
  • 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
  • 1 pizzadej

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Mel (fx hvedemel)
Køkkentips

Den nemmeste måde at ordne en butternut-squash på, er ved først at skære den aflange del af. Skær herefter skrællen af den aflange del. Flæk så den runde del af græskarret, og skrab kernerne ud med en ske. Skær skrællen af, og skær så hele den skrællede butternut-squash i tern.

Inden du går igang

Tag pizzadej ud fra køl, og skyl linser samt alt grønt.

Butternut-dahl
  1. Skær skræl af butternut-squash, fjern kerner, og skær resten i grove tern (se køkkentip). Varm olie op i en gryde, og steg butternut i 3-4 min., til den er gylden.

  1. Pil og skær imens løg i tynde skiver.

  1. Kom løg, linser og lidt bangkok-krydderi i gryden med butternut, og steg videre i 1-2 min.

  1. Tilsæt vand, til grøntsagerne akkurat er dækket [2p: 4-6 dl | 3p: 6-7 dl | 4p: 8-10 dl], og kog op. Lad det simre under låg, til linserne er kogt ud, 20-22 min. Spæd evt. til med lidt mere vand, hvis det koger tørt.

Mynteyoghurt
  1. Pluk og snit mynte groft. Vend mynte (efter smag) med yoghurt, og smag til med lidt salt. Gem resten af mynten i en skål til topping.

Fladbrød
  1. Del pizzadej i to, og rul hver klump til et aflangt fladbrød på et meldrysset bord.

  1. Varm olie op på en pande, og steg fladbrødene 1-2 ad gangen, til de er gennembagte og gyldne, 1-2 min. på hver side. Krydr med salt efter stegning.

Tilsmagning
  1. Smag butternut-dahl godt til med salt og evt. lidt mere bangkok-krydderi inden servering.

Servering

Anret butternut-dahl i skåle, top med mynteyoghurt og evt. snittet mynte, og servér stegte fladbrød til.

-