Cremet kartoffelsalat med hvide bønner og grøn bønnesalat med oliven og rødløg
Ingredienser
- 1 pose nye danske kartofler
- 1 pose kogte hvide bønner
- 1 bundt flade bønner
- 1 rødløg
- 1 pose sorte oliven
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 pose solsikkekerner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Skal det være lidt ekstra lækkert, kan du riste solsikkekernerne i 2-3 min. på en tør pande, til de er gyldne. Krydr dem med lidt salt, inden du drysser dem over bønnesalaten.
Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Skær kartofler i mundrette stykker, og kog dem møre i en gryde med rigeligt saltet vand i ca. 10 min. Kog de hvide bønner med de sidste 2 min.
Hæld vandet fra, og lad kartofler og bønner dampe af på en tallerken.
Skær flade bønner i stykker a 4-5 cm, og kog dem møre i en gryde med rigeligt letsaltet vand i 7-8 min. Hæld vandet fra.
Pil og hak imens rødløg fint. Vend halvdelen af rødløget med lidt eddike i en skål. Gem resten af rødløget til kartoffelsalaten.
Vend kogte bønner med oliven og marineret rødløg lige inden spisetid, og smag til med olivenolie, salt og peber.
Vend resten af rødløget med yoghurt, og smag til med salt og peber. Kom kartofler og hvide bønner i en skål, og vend med yoghurtcremen.
Anret kartoffelsalat og bønnesalat, og drys bønnesalaten med solsikkekerner (se køkkentip).