Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Cremet risotto med blåmuslinger, fennikel, salvie og citron

Cremet risotto med blåmuslinger, fennikel, salvie og citron

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 2 pakker linemuslinger
  • 1 bundt gulerødder (i små tern)
  • 2 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • ½-1 bundt salvie (bladene snittet fint)
  • 1 pose risottoris
  • ½ citron (skallen revet af hele citronen, resten halveret)
  • ½ bundt mynte (bladene snittet fint)
  • 1 bæger skåret fennikel
  • 1 bæger creme fraiche

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • hvidvin
  • bouillon
  • eddike (fx hvidvinseddike)

Sådan gør du

Køkkennoter: For mig er det at lave risotto en hyggestund i køkkenet. Den kræver din fulde opmærksomhed og oftest hvidvin, hvilket er den perfekte undskyldning for at hænge ud ved komfuret i 30-40 min. med et glas hvidvin i hånden, uden at skulle lave alt mulig andet samtidig. Jeg foretrækker at bruge en dejskraber til at røre i risottoen. Så er det nemt at få rørt alle risene rundt – også dem som gerne vil sætte sig fast i hjørnerne af gryden. Den perfekte risotto har en let syre, en lettere al dente-konsistens i risene og en cremet mundfølelse fra creme fraichen.

Når du skal klargøre muslingerne, skal du kassere åbne muslinger, der ikke lukker sig, når du banker dem let mod bordet. Når du har tilberedt muslingerne, skal du huske at kassere dem, der ikke har åbnet sig under tilberedningen!

1. Skyl muslingerne, og afdryp dem – se køkkennote. Sæt vand over til risotto i en elkedel.

2. Varm en rummelig gryde op, tilsæt olie, og steg muslingerne ved høj varme i 1-2 min. Kom ca. 1½ dl vand, hvidvin eller bouillon i gryden, og lad muslingerne dampe under låg i 4-5 min., til de åbner sig (se køkkennote).

3. Sigt lagen fra muslingerne, men gem den, fx i et litermål, og lad muslingerne køle let af.

4. Skyl og klargør gulerødder, hvidløg og salvie som angivet i ingredienslisten. 

5. Varm gryden op igen, tilsæt olie, og steg gulerødder, hvidløg og salvie i 3-4 min. ved middel varme. Tilføj risottorisene til gryden, og steg i yderligere 2-3 min. Kom ca. 1 dl vand, hvidvin eller bouillon i gryden, og lad det koge ind.

6. Spæd imens lagen fra muslingerne med kogende vand eller bouillon, så du får 1,2 l bouillon i alt.

7. Kom løbende bouillonen i gryden, ca. 2 dl ad gangen, og lad det koge ind omkring risene, ca. 25 min. Rør jævnligt undervejs.

8. Skyl imens citronen, og riv skallen fint i en skål. Halvér derefter citronen, pres saften af den ene halvdel i skålen, og gem den anden halvdel af citronen til dag 2.

9. Pil muslingerne ud af skallerne, og marinér dem i citronskallen og -saften. 

10. Skyl mynten, og snit den fint. Bland mynte, en smule olivenolie og lidt salt i bægeret med skåret fennikel.

11. Når risene er al dente, og al bouillonen er brugt: Tilsæt de marinerede muslinger og creme fraichen, og varm risottoen igennem i 1-2 min., mens du smager til med salt, peber og evt. eddike. Spæd evt. med mere bouillon eller vand, hvis risottoen er blevet for fast.

Servering
Anret muslinge-risotto i dybe skåle, og top med fennikel og mynte.

-