Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Daal med pastinakker og rødbede-sabzi

Daal med pastinakker og rødbede-sabzi

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • Alle pastinakkerne
  • 2-3 cm ingefær
  • 1 løg
  • 1 pose røde linser
  • ½-1 brev tikka masala-pasta
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 pose kokosmel
  • Resten af de kogte rødbeder
  • 1 lime
  • ½-1 bakke karse
  • ½ brev spidskommen

Tjek at du selv har

  • olie (fx kokos- eller olivenolie)
  • salt
  • sort peber

Sådan gør du

Køkkennote: Pas på varmen, når du rister kokosmelet – det går hurtigere, end man tror.

Inden du går i gang: Sæt vand over til daal, skrub ingefæren, og skyl linserne, grøntsagerne, limefrugten, karsen og chilien.

Daal med pastinakker
1. Skær pastinakkerne i mindre tern, og riv ingefæren fint. Pil løget, og hak det groft.

2. Varm en gryde op, tilsæt olie, og steg pastinakker, løg og ingefær i 2-3 min., til pastinakkerne er gyldne.

3. Tilsæt de skyllede røde linser og tikka masala-pasta efter smag, og steg videre i 1-2 min. Tilsæt kokosmælken og 2-2½ dl vand, og kog op. Lad retten simre i 20-25 min., til linserne er helt kogt ud, og daalen er tyknet. Smag til med salt og evt. mere tikka masala-pasta.

Ristet kokos og rødbede-sabzi
4. Rist kokosmelet på en pande ved lav varme i 1-2 min., til det er gyldent og dufter sødt (se køkkennote). Tag det af panden, og kom det i en skål til servering. Tør panden hurtigt af.

5. Pil skindet af rødbederne, og skær dem i mindre tern. Riv skallen af limefrugten, og halvér limen. Klip karsen, og hak chilien fint.

6. Varm panden op igen, tilsæt olie, og steg chilien i 1-2 min., til den mørner let. Kom rødbederne med på panden, og vend det hele rundt i 2-3 min., til rødbederne er gennemvarme. Smag til med limeskal og -saft, spidskommen, salt og sort peber.

Servering
Anret daalen i en skål. Nyd rødbede-sabzi til, og drys med ristet kokos og karse.

-