Fisk i grøn karry med ris, kål og koriander
Ingredienser
- 1 stængel citrongræs
- 1 pose hvide jasminris
- 2 bundter koriander
- 1 bundt forårsløg
- 1 brev grøn karrypasta
- 2 dåser kokosmælk
- 1 pakke torskefisk med skind
- ½ pose gulerødder
- ½ spidskål
- 2 limequats
Tjek at du selv har
- Olie (fx kokos- eller rapsolie)
- Salt
- Evt. fiskesauce
Er der nogle af fiskestykkerne, som er markant tykkere end andre, så læg de tykkeste i karryen først, og kom de tyndere stykker i 2-3 min. senere, så de er færdigtilberedte på samme tid.
Sæt vand over til ris. Skyl ris samt frugt og grønt.
Skær den øverste grønne og træede del af citrongræsset. Sæt risene over i 8 dl letsaltet, kogende vand, tilsæt citrongræstoppen, og kog dem under låg ved svag varme i ca. 14 min.
Hak resten af citrongræsset fint. Pluk korianderen. Kom bladene i en skål, og hak stilkene fint. Snit forårsløgene tyndt på skrå, og kom halvdelen i en skål til servering.
Varm en wok eller gryde op, tilsæt olie, og steg først citrongræs, forårsløg og korianderstilke i 1-2 min. Tilsæt grøn karrypasta, og steg i yderligere 1-2 min. Tilsæt kokosmælken og 1-1½ tsk. salt, kog det op, og lad det simre i et par minutter.
Skær fisken i 8 nogenlunde lige store stykker (behold blot skindet på – det kan nemt fjernes efter tilberedning). Anbring dem i den simrende karry, læg låg på gryden, og lad det simre i 5-8 min., til fiskestykkerne akkurat er gennemtilberedte.
Flæk gulerødderne, og skær dem tyndt ud på skrå. Snit spidskålen i tynde strimler.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg gulerødder og spidskål ved høj varme i 2-3 min., så det er varmt, men stadig sprødt. Krydr med salt eller fiskesauce.
Halvér begge limequats. Smag den grønne karry til med limequatsaft samt salt eller fiskesauce.
Fordel risene i skåle, og anret fiskestykker og stegte grøntsager ovenpå. Øs grøn karry over, og drys med friske forårsløg og koriander.