Dansk tofu i rød karrysauce med shiitake-svampe og ris
Ingredienser
- 1 pose brune jasminris
- 1 pose jordnødder
- Alle gulerødderne
- 1 rød palermo-peberfrugt
- 1 rødløg
- 1 bakke shiitake-svampe
- 1 bundt new zealand-spinat
- 1 pakke tofu med citrongræs og chili
- 1 pose rød karrysauce
Tjek at du selv har
- Salt
- Olie (fx sesam- eller olivenolie)
Tofuen du skal spise i dag er produceret i Danmark og smager fantastisk godt. Konsisten er fast men ikke for fast og så steger den enormt flot.
Shiitake-svampe smager skønt men de ser altid lidt ud som om de er for gamle. De er krøllede og mørke i farven, som champignoner bliver det når de ikke kan mere. Sådan skal shiitake-svampe se ud, og de smager bestemt ikke ringere af den grund.
Sæt vand over til ris, og skyl risene samt alt grønt.
Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i 20-22 min. Hæld overskydende vand fra.
Rist jordnødderne i en tør pande til de er gyldne, og kom dem i en skål.
Skær gulerødder i tynde skiver på skrå, og skær peberfrugt i strimler. Skær rødløg i tynde både, og del shiitake-svampe i grove stykker. Snit 5-6 spinatblade fint, og snit resten af spinaten groft, både stilke og blade.
Skær tofu i ca. 1 cm tykke skiver. Varm panden fra jordnødderne op igen op, tilsæt olie, og steg tofu til den er gylden på begge sider, 2-3 min. per side. Tag tofuen af panden.
Varm panden op igen, tilsæt olie, og steg rødløg og peberfrugt ved høj varme 1-2 min. Tilsæt shiitake-svampe, og steg videre 1 min.
Tilsæt gulerødder og groftsnittet spinat, og steg yderligere 1 min. Tilsæt rød karrysauce og evt. en smule vand, og kog op. Tilsæt tofu og lad retten simre til grøntsagerne er sprødmøre, 3-4 min. Smag til med salt.
Anret ris i dybe talerkener, og top med grønt og tofu i rød karrsayce. Drys med fintsnittet spinat og jordnødder, og servér.