Dumplings med lynstegte grøntsager og ris
Ingredienser
- 1 pose hvide jasminris
- 1 rød chili
- 2-3 cm ingefær
- ½ grøn citron
- 1 squash
- Alle gulerødderne
- 1 fed hvidløg
- 1 bakke brune champignoner i skiver
- 1 pakke veganske dumplings
Tjek at du selv har
- Smagsneutral olie (fx rapsolie)
- Salt
- Peber
- Sojasauce eller tamari
Sæt vand over til ris, og skyl risene samt al frugt og grønt.
Sæt risene over i 4 dl letsaltet, kogende vand, og kog dem under låg ved svag varme i ca. 14 min.
Hak chilien fint, og riv ingefæren fint. Pres saften af citronen, og rør den med ingefæren og chilien (efter smag) samt 1 spsk. olie og 2-3 spsk. soja eller tamari i en lille skål.
Flæk squashen, og skær den i ½ cm tykke skiver. Skræl gulerødderne, flæk dem på langs, og skær dem i tynde skiver på skrå. Pil hvidløget, og hak det fint.
Varm en stor pande eller wok op, tilsæt lidt olie, og lynsteg squash, gulerødder og champignoner ved høj varme i 3 min., til det er sprødmørt. Tilsæt hvidløg og ½ dl vand, og steg endnu 1 min. Krydr med salt og peber.
Varm en bredbundet gryde med lidt olie op, og steg dumplings med lukningen opad i ca. 1 min., til de er let gyldne.
Hæld ca. 1 dl vand ved (pas på, det sprøjter!), læg låg på, og lad dine dumplings dampe ved middel varme i ca. 2 min., til de er gennemvarme. Løsn dem forsigtigt med en tynd paletkniv.
Servér dumplings med kogte ris og lynstegte grøntsager. Dryp med ingefær-chilisaucen, og nyd.