Dumplings med tamaridressing og lynstegt grønt
Ingredienser
- 1 pose brune basmatiris
- ½ spidskål
- Halvdelen af gulerødderne
- 1 palermo-peberfrugt
- ½ frisk hvidløg med skaft
- 2 pakker veganske dumplings
- 1 lime
- 1 brev tamari-sojasauce
Tjek at du selv har
- Olie (fx oliven- eller sesamolie)
- Salt
Sæt vand over til ris, og skyl risene samt al frugt og grønt.
Sæt risene over i 4 dl letsaltet, kogende vand, og kog dem under låg ved svag varme i ca. 35 min.
Snit kålen fint. Skær gulerødderne i tynde skiver eller tændstikker. Fjern kerner og stilk fra peberfrugten, og skær resten i strimler. Pil det yderste lag af det friske hvidløg. Snit skaftet fint, og gem selve knolden til dag 3.
Varm olie op på en pande eller i en gryde med tilhørende låg, og steg dumplingsene i 2-3 min., til de er gyldne.
Varm imens olie op på en anden pande, og steg kålen ved høj varme i 3-4 min. Krydr med lidt salt undervejs.
Tilsæt forsigtigt 1 dl vand til panden eller gryden med dumplings, og læg låg på. Lad dumplingsene dampe sig møre i 2-3 min.
Tag kålen af panden. Varm lidt ny olie op på panden, og steg gulerødderne og peberfrugten i 2-3 min., til de er sprødmøre. Smag til med salt, og tilsæt halvdelen af det friske hvidløg.
Halvér imens limefrugten, og rør limesaften sammen med tamari-sojasaucen, 1-2 tsk. vand og resten af det friske hvidløg.
Anret risene på tallerkener, og top med lynstegt grønt. Servér dumplingsene ved siden af, og dryp retten med tamaridressingen.