Falafel-bøffer med bagte kartofler og coleslaw
Ingredienser
- 1 pose nye udenlandske kartofler
- 3 fed hvidløg
- 1 brev tandoori-krydderiblanding
- 1 bundt grønkål
- ½ pose gulerødder
- 1 citron
- 2 agurker
- 2 bægre creme fraiche
- 1 rulle falafelfars med søde kartofler
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Mel eller rasp
Kom eventuelt en teskefuld smør på de bagte kartofler ved servering. Det tæller som Fedt i Sense.
Håndfuld 1+2: Grønkål, gulerødder, agurk
Håndfuld 3: Falafelfars
Håndfuld 4: Kartofler, mel eller rasp
Fedt: Olivenolie, creme fraiche
Smagsgivere: Salt, peber, tandoori-krydderi, hvidløg, citron
Tænd ovnen på 200 °C. Skyl al frugt og grønt.
Halvér kartoflerne. Pil hvidløget, og skær det i tynde skiver. Kom kartofler og hvidløg på en bageplade med bagepapir, og vend det med lidt tandoori-krydderi, salt, peber og 2 spsk. olivenolie. Bag kartoflerne gyldne og møre i ovnen, 30-35 min.
Pluk grønkålen, og hak den fint. Riv gulerødderne groft, og halvér citronen. Skær agurkerne i små tern.
Rør creme fraichen med lidt tandoori-krydderi, lidt citronsaft, salt og peber.
Vend grønkål og gulerødder med creme fraiche-dressingen på et fad. Top med agurk og evt. et ekstra drys tandoori-krydderi.
Form falafelfarsen til 8-12 bøffer, og vend dem i mel eller rasp.
Varm en pande op, tilsæt 1-2 spsk. olie, og steg bøfferne sprøde og gennemvarme, 3-4 min. på hver side.
Servér falafel-bøffer med tandoori-bagte kartofler og coleslaw.