Falafler med grønkålstabbouleh, tomatsalsa og citronyoghurt
Ingredienser
- 75 g majscouscous (1p: 50 g, 3p: 100 g, 4p: 150 g)
- 1 citron (1p: ½-1 stk., 4p: 2 stk.)
- 1 bæger yoghurt (1p: ½ stk., 4p: 2 stk.)
- 1 bæger fermenteret salsa (1p: ½ stk.)
- 1 bundt grønkål (4p: 2 stk.)
- 1 rulle falafelfars med squash
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
I dag skal du tilberede glutenfri couscous, som er lavet af majs og rismel. De har en lidt anden tekstur og er lidt sværere at tilberede end almindelig couscous af hvede, som blot kan overhældes med kogende vand. Følg derfor opskriften nøje for at få et godt resultat. Det er vigtigt, at du koger vandet op med låg, for hvis der fordamper for meget vand, inden couscoussen kommer i, passer væskemængden ikke.
Skyl frugt og grønt.
Kog vand [1p: ¾ dl | 2p: 1 dl | 3p: 1½ dl | 4p: 2 dl] op med lidt salt i en lille gryde under låg (se køkkentip). Rør hurtigt couscous ud i det kogende vand, læg låg på gryden igen, og sluk for blusset. Lad couscous trække på blusset i ca. 8 min.
Løsn couscoussen let med en gaffel, kom den i en skål, og lad den køle lidt af.
Riv lidt af citronskallen fint. Smag yoghurten til med citronskal, salt og peber.
Blend den fermenterede salsa, til den er mere findelt, og kom den i en skål.
Rib grønkål, og hak den fint. Halvér citron. Vend grønkål og citronsaft med couscoussen. Smag til med salt og peber.
Varm en pande i passende størrelse op med olie [1p: 1 tsk. | 2p: ½ spsk. | 3p: 2 tsk. | 4p: 1 spsk.]. Form og steg falafler sprøde og gennemvarme ved middel varme, 4-5 min. på hver side. Dryp med olie, når du vender dem om [1p: ½ tsk. | 2/3p: 1 tsk. | 4p: 2 tsk.]. Læg evt. låg over panden – så brænder de ikke så nemt på.
Anret falafler med tomatsalsa, grønkålstabbouleh og citron-yoghurt.