Falafler og grønkåls-tabouleh med saltede citroner, chilisalsa og lynstegte padrón-pebre
Ingredienser
- 1 pose majscouscous
- 1 hvidløgsfed
- ¼-1 rød chili
- 2 tomater
- 1 bundt grønkål
- ½-1 pose saltet citron
- ¼-1 rødløg
- Resten af citronen
- 1 rulle falafelfars med squash
- 8 padrón-pebre
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
I dag skal du tilberede couscous, som er lavet af majs og rismel. De har en lidt anden tekstur og er lidt sværere at tilberede end hvedecouscous, som blot kan overhældes med kogende vand. Følg derfor opskriften nøje for at få et godt resultat. Det er vigtigt, at du koger vandet op med låg, for hvis der fordamper for meget vand, inden couscoussen kommer i, passer væskemængden ikke.
Skyl alt grønt.
Kom vand [1p: 1 dl | 2p: 2½ dl] og lidt salt i en lille gryde, og kog op under låg (se køkkentip). Rør hurtigt couscous ud i det kogende vand, læg låg på gryden igen, og sluk for blusset. Lad couscous trække på blusset i ca. 8 min.
Pil hvidløg, og hak det let. Hak chili. Skær tomat i tern. Blend tomat, hvidløg og chili med lidt olie og lidt eddike til en grov eller fin salsa. Smag til med salt, peber og evt. mere eddike.
Rib grønkål, og hak den fint. Hak saltet citron fint. Pil løg, og hak det fint. Vend grønkål med løg, saltet citron og lidt olie.
Løsn couscoussen forsigtigt med en gaffel, og vend forsigtigt sammen med grønkål, løg og citron. Smag til med peber, evt. salt og evt. citronsaft.
Varm en pande op, og tilsæt lidt olie. Form falafelfarsen til små, runde og lidt flade kugler, og steg dem sprøde ved middel varme, 4-5 min. på hver side.
Hvis du har plads på panden, kan du stege padrón-pebre på panden samtidig med falafler. Ellers tør panden af efter stegning af falaflerne, dryp lidt olie på panden og steg pebrene ca. 3-4 min. Krydr med lidt salt.
Servér falafler sammen med grønkåls-tabouleh, chili-salsa og stegte padrón-pebre.