Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Pitabrød med falafler, sprødt grønt og creme fraiche-dip

Pitabrød med falafler, sprødt grønt og creme fraiche-dip

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 madagurk (i små tern)
  • Halvdelen af pæretomaterne (i tern)
  • 1 bundt bredbladet persille (stilke og blade skåret groft)
  • 1 bæger plantefars (kikærter/gulerod/squash)
  • 1 squash (i små tern)
  • 1 babosa-løg (skåret groft)
  • 1 pakke pitabrød
  • 1 bæger creme fraiche 18 %
  • 1 fed hvidløg (most eller presset)
  • 1 grøn citron (halveret)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber

Sådan gør du

Køkkennoter: Vores blend selv-plantefars giver nogle virkelig gode og smagfulde falafler. Hvis du steger dem stille og roligt ved lav til middel varme, bliver de dejligt sprøde.

Vær opmærksom på, at du både har fået en grøn citron og en lime med i din kasse. I dag skal du bruge den grønne citron, men er du i tvivl om, hvorvidt du står med en lime eller en citron, kan du tjekke det ved at kradse lidt i skallen og dufte til den.

HUSK
Til i morgen: Skyl rødbederne grundigt, og kog dem i rigeligt vand, til de er møre, 20-40 min. afhængigt af størrelsen. Køl dem ned, og opbevar dem på køl i en lufttæt beholder til dag 2.

1. Find en brødrister frem til pitabrødet, eller tænd ovnen på 200 °C.

2. Skyl og klargør grøntsagerne, citronen og persillen som angivet i ingredienslisten. Kom agurk, pæretomater og persille på et fad til servering.

3. Kom ca. ¼ dl olivenolie i bægeret med plantefars, og blend det til en ensartet masse, fx med en stavblender direkte i bægeret. Krydr med lidt salt.

4. Varm lidt olie op på en pande. Form plantefarsen til små falafler med en våd ske og hånden, og steg dem gyldne og sprøde ved middel varme, 3-4 min. på hver side.

5. Varm en anden pande op, tilsæt olie, og steg squash og løg sprødmørt ved høj varme, 2-3 min. Krydr med salt og peber.

6. Lun pitabrødet på brødristeren, eller varm dem i ovnen i 3-4 min.

7. Smag creme fraichen til med lidt salt, hvidløg og citronsaft efter smag.

Servering
Nyd pitabrød med sprøde falafler, sprødt grønt, persille, stegt squash og løg samt creme fraiche-dip til.

-