Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Fish tacos med salsa, sprødt grønt, koriander og creme fraiche

2 personer

Ingredienser

  • 1 rødløg
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 bundt koriander
  • ½-1 grøn jalapeño-chili
  • 1 lime
  • ½-1 brev buena vista-krydderiblanding
  • 1 agurk
  • 1 bæger gulerødder i strimler
  • 1 pakke torskefisk i tern
  • 1 pakke majstortillas
  • 1 bæger creme fraiche

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Mel
  • Evt. eddike (fx æbleeddike)
Køkkentips

Tacos er en skøn mexicansk favoritret, som smager godt med alt muligt krydret fyld, fx stegte, krydrede bønner, kylling, fisk eller spicy oksekød. I denne uge får du tacos med stegt fisk med mexi-krydderi og en god spicy salsa.

Vores tortillas har ikke brug for særlig meget varme. Lun dem én ad gangen på en tør pande i ½ min. på hver side, eller kom hele bunken i mikroovnen i ½-1 min. Hold dem lune i et rent viskestykke.

Inden du går igang

Skyl alt frugt og grønt.

Salsa og grøntfyld
  1. Pil og skær rødløg i små tern. Skær peberfrugt i mindre tern. Pluk koriander groft, og snit stilkene fint. Snit jalapeno-chili, og skær lime i både.

  1. Vend grøn peberfrugt med rødløg, snittede korianderstilke, chili, limesaft og et lille drys buena vista-krydderi. Smag til med salt og evt. lidt mere limesaft eller eddike.

  1. Skær agurk i tern eller strimler. Anret agurk, strimler af gulerødder, korianderblade og limebåde på et fad eller i skåle til servering.

Stegt fisk med mexi-krydderi
  1. Gå fisken efter for evt. ben, og skær den i stykker a ca. 2 cm. Krydr fisken med lidt buena vista-krydderi, salt og peber, og vend den i mel.

  1. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg fisken gylden og akkurat gennemtilberedt, ca. 2 min. på hver side.

  1. Kom den stegte fisk på et fad, og drys med lidt ekstra buena vista-krydderi.

Tortillas
  1. Lun imens tortillas på en tør pande eller i mikroovnen (se køkkentip).

Servering

Fyld de lune tortillas med stegt fisk, sprødt grønt, salsa, creme fraiche og koriander. Dryp med limesaft, og servér evt. overskydende grønt og salsa som salat ved siden af.

-