Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Fiskedeller med rejer, braiseret blomkål, sorghum og råkost med avocado

3 personer

Ingredienser

  • 2 poser sorghum
  • 1 blomkål
  • ½ pose gulerødder
  • 1 bæger pink kraut
  • 2 avocadoer
  • 1 bundt kinesisk purløg
  • 1 rulle fiskefars med rejer

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Evt. æbleeddike
Køkkentips

Når du river gulerødder på et råkostjern, bliver råkosten dejlig blød og saftig. Hvis du river dem på et mandolinjern, er de derimod sprøde. Brug det jern, du har, og har du begge typer, kan du vælge at gå efter den tekstur, du ønsker.

Har du ikke et mandolinjern, men vil gerne opnå den sprøde konsistens, kan du skære gulerødderne i skiver a 2-3 mm og derpå skære skiverne i små stave i samme tykkelse. Det giver samme resultat. Det lyder måske besværligt, men det er nu ikke så svært.

Inden du går igang

Sæt vand over til sorghum. Skyl sorghum samt alt grønt.

Sorghum
  1. Sæt sorghum over i kogende, letsaltet vand [1/2p: 3 dl | 3p: 6 dl], og kog den under låg ved svag varme i 15-20 min. Dræn vandet fra.

Braiseret blomkål
  1. Skær blomkål i kvarte, som hænger sammen i stokken. Varm en pande op med lidt olie, og steg blomkål på den ene skæreflade ved middel varme i ca. 10 min., til den er gyldenbrun. Vend den om, og steg den på den anden skæreflade, også 10 min.

  1. Vend til sidst kålen om på den runde side, hæld 1 dl vand på panden, og lad kålen dampe under låg, til den er mør med lidt bid, ca. 10 min. Krydr med salt og peber.

Råkost med avocado
  1. Skræl imens gulerødder, og riv dem groft (se køkkentip). Vend gulerødder med pink kraut i en skål. Smag til med peber og evt. salt. Vil du have lidt mere syre, kan du smage til med lidt eddike.

  1. Fjern skræl og sten fra avocado, og skær avocadokødet i små tern. Snit purløg fint. Drys avocadotern og purløg på toppen af råkosten.

Fiskedeller
  1. Læg blomkålen på et fad eller en tallerken, og hold den varm under et viskestykke.

  1. Tør panden af, og varm den op igen, og tilsæt lidt olie. Form farsen til små deller, og steg dem ca. 4 min. på hver side ved middelhøj varme, eller til de er gyldne og gennemstegte.

Servering

Anret sorghum på tallerkener, og top med braiseret blomkål. Servér fiskedeller og råkost ved siden af.

-