Fiskefilet med persillesauce og broccoli
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- 1 karton sødmælk
- 1 bundt kruspersille
- 1 broccoli
- 1 citron
- 1 pakke fladfiskefileter
- ½ pose gulerødder
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Smør
- Mel (fx hvedemel)
Sæt vand over til kartofler, broccoli og gulerødder, og skyl grøntsagerne, citronen og persillen.
Kog kartoflerne møre under låg i saltet vand i 10-12 min., og lad dem trække i kogevandet i ca. 5 min. Afdryp.
Smelt 2 spsk. smør i en gryde. Pisk 2 spsk. mel i, og pisk derefter sødmælken i lidt ad gangen. Lad saucen simre ved lav varme i 8-10 min., men rør hyppigt i den undervejs.
Hak persillen fint, og rør den i saucen lige inden spisetid. Smag til med salt, og spæd evt. til med lidt kartoffelvand, hvis saucen bliver for tyk.
Skær broccolien i buketter, skræl stokken, og skær den i mundrette stykker. Skræl gulerødderne, og skær dem i grove stave.
Varm 2-3 cm vand op i en gryde, og tilsæt salt. Kom gulerødderne i gryden, og damp dem i 4-5 min. Tilsæt broccolien efter 2 min., og damp den med i de sidste 2-3 min. – grøntsagerne skal være sprødmøre. Afdryp, og anret dem på et fad.
Skær imens citronen i både, og kom dem i en skål.
Tjek fisken for ben og hinder, og vend fileterne i mel.
Varm en pande op, tilsæt olie og gerne en klat smør, og steg fileterne i 1-2 min. på hver side., til de er akkurat tilberedte. Krydr med salt.
Anret fiskefileter med kartofler, grønt og persillesauce, og dryp citronsaft over retten.